Nu hviler Kongen her
Bag Bautastene;
Bag mosbevoxne Træer
Med unge Grene;
Nu sørger Danmark! Solen os forlader!
Nu tier fiendtlig Spot.
Her hviler han, vor Drot,
Vor elskte Fader!
Han sad, som Baldur i
Sit Kongesæde.
Hver Sjæl sig følte fri
Og stemt til Glæde.
Fortvivlet slaaer nu Bølgen vore Strande.
I tvivled om hans Mod?
Nu farver Helteblod
Den høie Pande.
Forgjæves Kæmpen skal
I Hornet støde.
Nu staaer vor Kongehal
Forladt og øde.
Han sidder ei, som Mimer ved sin Kilde
Paa Bænk med sine Mænd,
Og gjæster dem igjen
I Kvælden silde.
Hans Læber tale meer
Ei Viisdoms Lære;
I Hytten Hyrden seer
Ham ei, til Ære.
Han smiler ei, naar Skovens Piger lege!
Kan ei om Natten gaae,
For Armod i sin Vraa
At vederkvæge!
I travle Værksted nu
Vil Hamren standse.
Nu blinker kun til Gru
Den skarpe Landse.
Hæv, Storm, din Røst; bland Lynild i din Torden!
Høit, Hav, din Bølge kast!
Det bedste Hjerte brast,
Som slog i Norden.
Men evig skal vor Stad
Hans Minde være.
Saalænge Egens Blad
Gjør Helten Ære,
Skal ingen Old Kong Hroars Navn fordølge,
Saalænge Kilden snoer
Sig over Isefjord
Med klaren Bølge.