Antologier

Underlige Aftenlufte!

hvor hen vinke I min Hu?

svale, milde Blomsterdufte,

sig, hvor hen I bølge nu.

Gaar I over hviden Strand

til mit elskte Fødeland?

vil I der med eders Bølger

tolke, hvad mit Hjærte dølger?

Matte Sol! bag Bjærgets Stene

luerød du synker ned,

og nu sidder jeg alene

    i dunkel Ensomhed.

Hjemme var der intet Fjæld —

ak, saa er jeg ude vel,

skal i Nat ej barnlig blunde

i min Herthas grønne Lunde.

Norges Søn! jeg vel kan mindes,

du har sagt med smeltet Bryst,

at i Hjemmet ene findes

Rolighedens sande Lyst;

Svejtzer, som paa Klippen bor!

du har sagt de samme Ord;

hellig Længsel drog med Vælde

begge til de vante Fjælde.