I Norderhovg sig hæved’ en Gaard,
Som end den staaer, —
Der bo’de Kvinden med Præsten.
Han frygtsom var i sin gejstlige Stand,
Men hun var Mand
Og dygtig Kvinde forresten.
Da Svensken kom, han i Kjældren krøb;
Men Blodet løb
Med Kraft i det kvindlige Hjerte.
At spildt blev Bøndernes Ejendom,
Naar Fjenden kom,
Det skued’ Anna med Smerte.
Den svenske Oberst i Stuen treen;
Hun var ej seen,
Men bragte, hvad Huset formaa’de;
Med Pallaske, Sporer og Knebelbart,
Paa Rytterart,
Saa barsk, i Hallen han traadte.
Hr. Pastor ængstlig i Kjældren gjøs,
Af Angst han frøs; —
Men Anna lued’ af Kraften;
Hun spared’ ej Øl; hun spared’ ej Mjød,
Saa stærk og sød;
Hun spared’ ej Druesaften.
Dræbt var hun nær af en svensk Soldat,
En vild Krabat; —
„Og mon din Konning dig sendte,
„At myrde Kjærringer her i Nord?“
Var Annas Ord;
Da Svensken Sværdet bortvendte.
En Pige hun havde, saa slu som hun:
„Tillad mig kun,
Hr. Oberst! at sende min Tærne!“
Et lidet Ærind han det tillod;
Det kosted Blod;
Normændene vare ej fjerne.
Og førend Svensken fik tømt sit Maal
Til denne Skaal,
Skjød Riflerne gjennem Ruden.
„Hr. Oberst! førend du Bjørnen slog,
„Før du den vog,
„Mig tykkes, du solgte Huden!“ —
Der blev en Myrden i Præstens Sal,
Saa sommersval,
Og aaben ellers for Gjæsten:
Man gjennem Vinduet paa Fjenden skjød;
I Blod han flød
Og svang sig ej tiere paa Hesten.
End staaer den ærværdige Præstesal,
Saa sommersval,
Saa gjæstfri, med sine Rifter.
Man viser Huller i Bjælken der,
Man har dem kjær;
De vidne om Annas Bedrifter.
Stor er, o Norge! din Gjæstfrihed;
Det Hvermand veed;
Men Overmod ej du taaler.
Den som paa Døren dig banker stolt,
Du byder Holdt!
Og skjenker ham bedskere Skaaler.