Ved Sundet en truende Flaade gik
For Kjøbenhavn at bekrige.
Karl Gustav smiilte med stolten Blik:
„Snart ejer jeg Danmarks Rige!“
Men Fredrik den tredie rolig sad
Midt i sin elskede Rede;
Og hver en Borger i Axelstad
Trak Sværdet tavs af sin Skede.
Du arme, stolte, ærgjerrige Mand!
Ved Gud! du er at beklage;
Dræber du Freden i vort Land,
Vor Tak dig næppe vil smage.
Men frem han stævner med vredelig Hu
Og tænkte, vi skulde blegne; —
Da hvinede Sværdet med Dødens Gru; —
Endnu er vi vore egne!