Dristig han treen i Hallen, hvor stærke Kjæmper sad:
Ha hvilket mægtigt Bolværk, hvilken Helterad!
Paa Gaffelbænken, højest, Rolf Dannerkonge god,
Guldhaaret over Skuldren flød i en flammet Flod;
Bag ham, paa Bjælken over hans Hoved, Hjelmen hang,
Sværdet Gyldenhjalte, som skjønt i Striden klang,
Og Skjoldet blankt ved Siden; — det gav et lifligt Syn.
Han støtted’ Haand paa Kinden, sænkte sine Bryn.
Han var ej fro i Sindet, ej muntred’ Mad og Mjød;
I Stilhed tit begræd han den skjønne Drifas Død.
Næst ham, paa Bolstret nede, Svipdag i Pansertrøje;
Han stirred’ stolt i Salen med det ene Øje;
Det andet snelt Pilen fra Pandens Hvælving rev,
Da sidste Gang i Upsal for Adils kjæmpet blev.
Han ligned’ vreden Jette, eenøjet, grim, fæl, —
Men i det ene Øje stod dog en ærlig Sjæl!
Og saae man paa hans Legem, beundred’ man med Lyst
Det ranke Liv, Bredskuldren, det hvælvetstærke Bryst.
Hos ham hans Broder Bejgal var klædt i Dyrehuder;
Paa Hænder og paa Halsen han havde hvide Knuder
Af dybe Sværdskrammer, der alle vel var lægt.
Hos ham Hvitsærk hin raske, samme Broderslægt;
Han løb omkaps med Hjorten, i Krigen, som en Piil,
Han fremmest var mod Fjenden, stedse med et Smiil.
Ham nær hans Frænde Romund hin haarde. Sværdet bed
Ej paa hans stolte Pande, lav, krølhaaret, bred.
Paa Kongens anden Side man Hake saae, den modige,
Haklang, Vott hin stærke, Hardrefil den blodige.
Hvo nævner dennem alle? Hvo beskriver klart
De stærke Nordens Kjæmper, deres Aasyn og Art?
Du skued’ deres Lige, Marius! dengang
De dig forgjæves fordred’ til Kamp med Skjoldeklang.
Forfærdet dine Rommere de høje Helte saae,
Med barnligt Ansigt, guult Haar, Øjne store, blaae.
Saa lystelig de smiilte; lange Haar nedflød
Glat over Jernbrynjen; Sværdet lynte Død.
Med Magten dem at fælde du mægted’ ej; tilsidst
Dog sejred’ dine Kunster, du dem dræbte ved List.
Her sad nu deres Afkom. Einheriar hos Thor
Ej nyde bedre Pleje; hver ved sit eget Bord,
Med Vaabnet over Bjælken; og bag et linnet Hæng
Fandtes haarde Bolstre, de bolde Kjæmpers Seng.
Om Trællene bar Maden, det var en liden Slægt;
Den stammed’ ej fra Odin; en klækkelig Vægt
Dog kunde Skuldrene bære; men Benene var smaa;
Fast som Grævlinghunden i Hal de monne gaae.
Hjulbeen, tynde Lægge man paa de fleste fandt,
Uffegraat Haar om Issen; til Stavn dem Baandet bandt.
De stammed’ ned fra Finners ældste Slægt i Nord,
Hvis Skarer ødelagdes af Odin, Frejr og Thor;
Da flygted’ de til Hulerne, Bjergets mørke Vold;
I Borgestuen Viser man sang om Dværg og Trold.
Endeel blev dog tilbage, som fra fjerne Skov,
Tjente Kjæmper i Huset, kjørte Harv og Plov.
Her Dannerkongens Trælle gik om i Trøjen graa;
Med Flesk paa glatte Bakker af Træ de monne staae
For Kjæmpen i Hallen; og Øl og Mjød de bar
I Horn og skaarne Bægre; den Drik var sød og klar.