Underlige Aftenlufte!
Hvorfor vinker I min Hu?
Svale, milde Blomsterdufte!
Siig, hvorhen I bølge nu?
Gaaer I over viden Strand
Til mit elskte Fødeland?
Vil I der med eders Bølger
Tolke, hvad mit Hjerte dølger?
Matte Sol! bag Bjergets Stene
Luerød du synker ned;
Og nu sidder jeg alene
I en dunkel Eensomhed.
Hjemme var der intet Fjeld!
Ak, saa er jeg ude vel?
Skal i Nat ej barnlig blunde
Bag min Hertas grønne Lunde.
Norges Søn! jeg kan vel mindes,
Du har sagt med smeltet Røst,
At i Hjemmet ene findes
Rolighedens sande Lyst.
Svejtser, som paa Klippen boer,
Du har talt de samme Ord;
Hellig Længsel drev med Vælde
Begge til de vante Fjelde.
Troer I da, kun Klippen ene
Præger sig i Hjertet ind?
Ak! fra disse nøgne Stene
Vender sig mit mørke Sind.
Synger Granens, Fyrrens Lov!
Hvor er Danmarks Bøgeskov?
Gustne Flod, som her sig krummer,
Dysser ej min Sjæl i Slummer.
Hjemme rinder ingen Floder
I en sid og leret Grav:
Livets Kilde, Glædens Moder
Breder sig det sølvblaa Hav,
Slynger sig, med venlig Arm,
Om sin Datters fulde Barm
Og ved Blomsten sig forlyster
Paa Sjølundas unge Bryster.
Stille, Stille! Baaden gynger
Hisset mellem Siv og Krat;
Højt en Mo ved Sitren synger
I den tavse Sommernat.
Rene Toner! milde Lyst!
Hvor du strømmer i mit Bryst.
Men hvad savner jeg og græder,
Da hun dog saa venlig kvæder?
Det er ej den danske Tunge,
Det er ej de vante Ord!
Ikke dem, jeg hørte sjunge,
Hvor ved Hytten Træet groer;
Bedre, skjønnere maaskee,
Ak, men det er ikke de!
Bedre, troer jeg vist, hun kvæder,
Men tilgiver, at jeg græder!
Tager ej min Sang for Andet,
End et ufrivilligt Suk;
Længselsfuldt heniler Vandet,
Aftnen er saa blid og smuk.
Mangen saadan Aftenstund
Nød jeg i min kjære Lund!
Mindet vender nu tilbage:
Det er Aarsag i min Klage.
Tidlig misted’ jeg min Moder,
Ak, det gjorde mig saa Ve!
Danmark er min anden Moder,
Skal jeg meer min Moder see?
Livet er kun svagt og kort,
Skjæbnen vinker længer bort;
Skal jeg med den sidste Varme
Trykke mig i hendes Arme?