Glæde, Straale fra det Høie!
Engel, som fra Himlen kom!
Kraft opflammer Støvets Øie
Saligt i din Helligdom.
Din Samdrægtighed forbinder
Alt hvad Fordom søndersled.
Hyrden Ven i Fyrsten finder,
Naar fra Gud Du smiler ned.
Favn mod Favn I Millioner!
Broderligt hvert Hjerte slaae!
Over Stjerners Himmelblaae
Vist en kjærlig Fader throner.
Hvo det sjeldne Haab ei savner
Varmt at kaldes Vennens Ven,
Hvo en elsket Viv omfavner,
Juble Tak mod Himmelen.
Ja, selv den, som kun kan sige:
„Der var Een, som var mig kjær!”
Hvo, som ei det kan, han snige
Af vor Kreds med Skam sig her!
Jordens vidt udstrakte Zoner
Hylde Glædens Sympathi!
Ved dens Guddom hæves vi
Did, hvor den Ukjendte throner.
Glæde drikke Jordens Slægter
Ved Naturens Moderbryst;
Ingen venlig Sjæl hun nægter
Draaber af sin Ungdomslyst.
Os en trofast Ven i Døden,
Viin og Kys gav hendes Bud;
Ormen fryder Sandsegløden,
Og Cheruben staaer for Gud.
I, nedstyrte Millioner!
Føler Du en Skaber, Jord?
Søg ham over Stjernechor,
Vist han over Stjerner throner.
Glæden er den Fjær, som spænder
Lifligevige Natur,
Glæde, Glæde Hjulet vender
I det store Verdensuhr.
Blomstret den af Knuppen hyller,
Sole paa det hvalte Blaa,
Kloder den i Rummet tryller,
Som ei Støvets Øie saae.
Fro, som Almagts Sole vandre
Gjennem Himlens Hvælving feir,
Lig en frodig Helt til Seir,
Iler Banen med hverandre!
Gjennem Sandhedsspeilet smiler
Glæden til sin Forskers Held,
Pligtens Ven, som aldrig hviler,
Leder kun paa Dydens Fjeld.
Hendes lyse Banner vifter
Klart paa Troens Bjergetop;
Gjennem Gravens sprængte Rifter
Svæver hun som Engel op.
Taaler modigt, Støvets Sønner!
For et Liv af bedre Værd:
Hisset over Stjerners Hær
En retfærdig Gud belønner.
Støv kan Guder ei gjengjælde,
Stort at ligne dem i Dyd!
Armod, Kummer, Smertens Vælde
Svækkes mellem Glædens Fryd.
Evig Nag og Hævn forsvinde
Fra vor Broderkreds med Skam!
Fred selv med vor værste Fjende,
Ingen Anger martre ham!
Ja, vort Regnebret, Du blive
Evig, evig slettet ud.
Hisset jo tilgiver Gud,
Brødre, som vi her tilgive.
Glæde, skum i Guldpokaler,
Blus i Druens Purpurblod!
Drikker Blidhed, Kannibaler!
Drik, Forsagthed, Heltemod!
Henrykt vi fra Bænken ile,
Glasset høit i høire Haand;
Vinen klart mod Himlen smile!
Første Skaal: „Den gode Aand!”
Ham, hvem hist Serapher ære,
Ham, som høit ophøiet er
Over blanke Stjerners Hær,
Denne Skaal skal offret være!
Mod, naar Kummer overvælder!
Evighed for hvad Du svor!
Hjælp hvor Uskyld Taarer fælder,
Sandhed mod den hele Jord!
Mandig Stolthed selv for Throner,
Lad den ogsaa fælde Dig!
Dyd, Forædling sine Kroner,
Undergang for Last og Svig!
Bryst mod Bryst, ved Glædens Druer
Troskab sværge vi vor Eed,
Og ved ham, som smiler ned
Høit fra Himlens hvalte Buer.
Skumle Bold kun Sværdet ramme!
Høimod møde Svig og List!
Haab i Livets sidste Flamme!
Naade for Guds Throne hist!
Leve, leve selv de Døde!
Sjunger høit i Vennerad!
Ingen Synder evigt bøde,
Intet Helved nære Had!
Mod, naar Afskedstimen vinker
Os i Gravens Mørke ned.
Brødre, men Barmhjertighed
Hist, naar Dommersværdet blinker.