Hvor er det længe, siden
vi to har været hjemmefra!
Min Dreng, jeg tror, vi sprænges,
saa brusende vi længes!
I disse fire Stuer smaa,
bag Døre lukt med Laas og Slaa,
her gaar vi hele Tiden
som Børn, der passes paa!
Vi vil ej længer bøje os,
men dristigt byde Verden Trods
og rejse lige hjemmefra
til Genua, til Genua!
Til Genua!
Hvad tænker Mor,
naar hun nu ser os gaa om Bord?
Og lille Broder Ebbe?
Ak, lille Ebbe, bliv ej vred,
fordi vi tar saa langt af Sted,
du maatte gerne komme med,
men du formaar det næppe.
Og det var ogsaa altfor haardt
for Mor, hvis alle tre tog bort,
og hun blev ene hjemme;
det maa du ikke glemme!
Nu skynder Far og Jakob sig
til Genua og henter dig
saa meget, vi kan faa for vore Penge —
— Men du maa være god mod Mor saa længe!
Til Genua! Til Genua!
Dér er Kolumbus kommen fra;
dér vil vi ned og spørge
om Vej til vort Amerika.
For vi har maattet sørge,
af Fattigdom og smaalig Nød,
af daglig Angst for dagligt Brød,
af Nag og Nid
til hver en Tid,
saa vi vil heller finde Død
end leve mer i Fængsel
med vor Kolumbus-Længsel!
Nu sejler vi vor egen Sø;
den, der har Mod, kan ikke dø,
og der er ingen Ting, som skal os skræmme —
— Naar Mor og Ebbe har det godt derhjemme!
Til Genua! Til Genua!
Dér er Kolumbus kommen fra;
den Gang han var en Dreng som du,
da løb han der langs Vandet
og legede i Sandet.
Maaske vi ser hans Spor endnu
af Bølgerne bevaret?
I Genua, i Genua
dér vil vi søge Svaret!
Dér har vi Middelhavet,
det blide, blaa og vuggende,
hvis Bølger sagte sukkende,
som om de drømte Drømme,
mod Genua strømme!
Derude sejled Far en Gang.
Og Havet nynned paa en Sang
om Lykke,
og Livet laa foran ham uden Skygge!
Hvad nynner det for dig i Dag
med sine fine Bølgeslag?
Min lille Dreng, hvad spaaer det dig
af godt og ondt paa Livsens Vej?
Kom, lad os høre efter!
Det hvisker sagte om din Fod:
Kolumbusmod! Kolumbusmod!
Ja, om du blot en Gang forstod
de Kræfter,
der bruste i hans Blod.
For han var stærk, min Dreng, som faa
af alle, du skal agte paa,
og kan til Bunds du ham forstaa,
da ved du mer om Livet,
end det blev Hvermand givet!
I Genua, i Genua
de spørger os, hvor vi er fra,
og hvad vi har i Sinde?
— Det er det Land Amerika,
som vi vil se at finde!
Men ikke det, Kolumbus fandt,
den Gang han over Havet vandt
og viste dem, som tvivled,
han havde talet sandt.
Det er vor egen Lykkes Kyst,
som vi drog ud at søge:
maaske den stiger mørk og stejl
op over vrede Vandes Spejl;
maaske den glider mild og tyst
ind under grønne Bøge!
Maaske! Maaske!
Min lille Dreng,
du skal ej Lykken søge.
Den er en Bølge. Tag den!
— Ak, se, du griber bag den.
Den ruller fra dig, før du tror —
— Min Dreng, nu kalder Mor!
