Verden er ond. Lad os rejse, min Dreng,
det er værst at bo mellem Venner!
Nu rider vi bort fra den store By,
hvis Luft har været saa tung som Bly,
til et Land, hvor ingen os kender.
Vi rider mod Syd, vi rider mod Vest;
at bo mellem fremmede det er dog bedst;
vi rider mod fri Horisont,
mod Syden,
mod Solen,
der røgter sin himmelske Dont!
Saa sætter vi over den salte Sø
og staar i det fremmede Land.
Dér spørger de os, hvor vi skal hen,
hvor langt vi agter at fare?
— Ja, vi har tænkt paa Italien!
det vil vi dem roligt svare.
Saa ønsker de os godt Rejseheld;
vi siger dem Tak og byder Farvel
og sporer vor Hest og sprænger af Sted
mod Syden,
mod Solen,
der venter os, før den gaar ned!
Min Dreng, ak, kender du denne Duft?
Og se, hvor lys og liflig en Luft,
se Bjærgene, hvor de blaaner!
Snart rider vi over den hvide Sne;
dér vil vi os vidt over Verden se,
før Vejen mod Sønden skraaner.
Nu standser vi her paa St. Gotthards Tind
saa højt over alle Huse.
Den vise Vind, den vise Vind
den hører vi sagte suse.
Den taler til os om mange Ting,
for den har været saa vidt omkring,
som ingen af os kan komme;
i Morges den gennem Firenze strøg,
saa Roseduft over Fiesole føg,
hvor alle de Munke fromme
gik om og lugted af Løg!
Fiesole, Fiesole,
der ligger saa lyst paa Højenes Ryg!
Ja kom, dér rider vi hastigt hen;
afsted, afsted til Italien,
hvor Sol og Sommer os venter!
I Aften vi vil i Fiesole gaa,
hvor store, sorte Cypresser staa,
og høre dens Klosterklokker,
der lokker,
fra sidst vi lytted derpaa!
