I
Nu kukker Gøgen Kyssetal
for alle Kvinder smaa,
og alle Skovens Fugle
saa elskovsfulde slaa.
Og kukker Gøgen Kyssetal, saa agter vel derpaa!
Men der var én, jeg havde kær,
fra vi var Børn og smaa,
og mine Hænder søgte tit
til hendes Haand at naa.
Naar Gøgen kukked Kyssetal, saa skulde den mig spaa.
Og hendes Bryst blev pigeligt
og hendes Øjne blaa,
og hun blev mere sky
end den skælvende Daa.
Naar Gøgen kukked Kyssetal, saa troede jeg derpaa.
Men den Gang Vaarens Vinde kom
og vækked Markens Straa,
da kom hun for at sige,
hun maatte fra mig gaa.
Naar Gøgen kukker Kyssetal, saa tænker jeg derpaa.
Og derfor tar mit Hjerte til
saa vildeligt at slaa,
naar Gøgen er i Skoven
og alle Fugle smaa.
Thi kukker Gøgen Kyssetal, saa tag, hvad du kan faa!
II
Over Engene vugger den hvide Dis
sin lokkende Elverkæde;
Løvet hvisker i Nattens Bris,
og Himlens Stjerner er blanke
som Øjne, der græde.
Alt er saa tyst,
Dagen død og forstummet.
Lydløst Elverkæden sig snor,
Fødderne lege paa Dugperleflor,
Fuglene blunde i Skove,
Menneskebørnene sove!
Men den soldrukne Jord
tumler af Sted gennem Rummet —
som en Elsker, der følger sin Elskedes Fjed,
som en Mand, der elvertagen
kun af sin Elskov ved.