I
                Nu kukker Gøgen Kyssetal
                for alle Kvinder smaa,
                og alle Skovens Fugle
                saa elskovsfulde slaa.
Og kukker Gøgen Kyssetal, saa agter vel derpaa!
                Men der var én, jeg havde kær,
                fra vi var Børn og smaa,
                og mine Hænder søgte tit
                til hendes Haand at naa.
Naar Gøgen kukked Kyssetal, saa skulde den mig spaa.
                Og hendes Bryst blev pigeligt
                og hendes Øjne blaa,
                og hun blev mere sky
                end den skælvende Daa.
Naar Gøgen kukked Kyssetal, saa troede jeg derpaa.
                Men den Gang Vaarens Vinde kom
                og vækked Markens Straa,
                da kom hun for at sige,
                hun maatte fra mig gaa.
Naar Gøgen kukker Kyssetal, saa tænker jeg derpaa.
                Og derfor tar mit Hjerte til
                saa vildeligt at slaa,
                naar Gøgen er i Skoven
                og alle Fugle smaa.
Thi kukker Gøgen Kyssetal, saa tag, hvad du kan faa!
II
Over Engene vugger den hvide Dis
sin lokkende Elverkæde;
Løvet hvisker i Nattens Bris,
og Himlens Stjerner er blanke
            som Øjne, der græde.
Alt er saa tyst,
Dagen død og forstummet.
Lydløst Elverkæden sig snor,
Fødderne lege paa Dugperleflor,
Fuglene blunde i Skove,
Menneskebørnene sove!
        Men den soldrukne Jord
        tumler af Sted gennem Rummet —
        som en Elsker, der følger sin Elskedes Fjed,
        som en Mand, der elvertagen
        kun af sin Elskov ved.