Her sad de saa yndigt,
Smaapiger og Dreng,
til Moder myndigt
jog alle i Seng.
Om Jul blev der sludret
af Voxne og Børn
til Sne havde pudret
den frostrøde Tjørn.
Og Grisen blev stukket
en Morgenstund graa,
mens Gaasen hang plukket
saa prægtig som faa.
Og Granen derude
var dækket af Sne;
gennem tilfrosne Rude
man knapt kunde se.
Minderne vælder
i Sindene frem,
det synger af Bjælder
mod sneskjulte Hjem.
Hønsene klukker
gemte i Hus,
mens Mikkel sig dukker
i Snestormens Sus.
Og Pindsoen dvaler
og glemmer al Savn,
en Agerkok galer
i Snefogets Favn.
Klokkernes Kimen
har Sindene spændt,
thi nu kommer Timen
hvor Træet bli’r tændt