Kirsten
Datter i Bakkegaarden
Datter i Bakkegaarden
Kirsten fletter sit lange Haar,
sætter det op i en gylden Knude,
Vildvinsranker mod Vinduet slaar.
duftende Roser langs Grusgangen staar,
blomstre glemte herude.
Bien summer sin dystre Sang,
Fuglene synger fra Rede til Rede;
under Lindenes duftende Hang,
drømmer Kirsten den Sommer lang
om ham, hvis Dug hun skal brede.
Kirsten fylder sit tyvende Aar,
altfor hastigt Aarene sejler,
Sommer og Høst, Vinter og Vaar,
hvorfor dog blomstre, naar Blomsten forgaar
inden der kommer en Bejler.
En Humlebi stjæler af Fløden en Taar,
Fluerne summer lystigt herinde,
ude paa Plænen hvor Soluret staar,
skinner de snehvide Lagner og Vaar,
som tørres i solhede Vinde.
Rosen græder mod Vinduets Karm,
blødrøde Taarer bag Lukke og Stængsel,
Solen leger paa Kirstens Arm,
flytter sig hen mod den fyldige Barm,
Kirsten hun sygner af Længsel.
Hvad er al Sommerens Sol og Sang,
hvor er Fryden ved grønnende Grene?
En solhvid Have bliver dunkel og trang,
Ventetiden — hvor er den dog lang,
tungest at glæde sig ene.
Marken strækker sig, Tavl ved Tavl
helt ned mod Fjordens blaavide Stribe,
Vejen snor sig saa støvet og travl
op mod en Høj, hvor man skimter en Gavl
og et Glimt af en Skorstenspibe.
Kirsten elsker den gamle Høj,
søger her op bag den skyggende Bregne,
her er et Fristed for Hverdagens Støj,
herfra var det Tankerne fløj
bort mod Længslernes Egne.