Himlens Fred, du høie, reene!
Op til dig skal Tanken stige;
Striden ender du alene
Mellem Lysterne, som hige,
Og af hvilke Sielen hildes,
Og i tunge Trældom trættes,
Som dog aldrig ville mættes,
Og ei heller kunne skilles.
I ublandet Klarhed skue
Lad mig dig, og end min Smerte!
Thi end med vanhellig Lue
Brænder Uro i mit Hierte.
Thi fortabt i øde Vrimmel,
Jaget bange om paa Jorden,
Rov for dunkle Nag er vorden,
Sielen, udstødt fra Guds Himmel.
Vel den dog, at Uro vækker
Den endnu op af dens Slummer,
Op af tomme Lyst den strækker,
Som af tankeløse Kummer,
At den ikke sig skal vælge
Eene Jordens Frugter, sløvet,
Og af deres Ruus bedøvet
Sig til Skiændsel evig sælge.
Før skal Uro mig fortære,
Før jeg skal med Verdens Viise
Roeligt mig af Jorden nære.
Lad dem deres Vinding prise!
Arm i al den Rigdom, Trangen
Skal mig større Lyster lære;
Sielens Strid skal Vidne bære,
At endnu den ei er fangen.
Dog jeg veed, at der er Seier,
Først naar varig Fred kan vindes;
Skiøndt Klenodiet Hiertet eier,
Er det sildigt dog, det findes.
Tidens vilde Skiften svinder,
Verdens frække Glands skal falme,
Evig grønnes Fredens Palme
For den glade Seiervinder.
J. P. Mynster.