Jeg søgte min Ven i Vaarens Lund,
Under hangende Grenes Skygge,
I rødmende Aften, i Elskovs Stund,
Hvor forhen blomstred’ min Lykke.
Han var der ikke, da bæved’ mit Bryst,
Ak! føler han Vaarens Lyst?
Og Mørket voxte, og Uglen skreeg,
Og Vinden sukked’ i Løvet;
Jeg syntes, han stod der tavs og bleeg,
Hans Øie var mat og bedrøvet.
Udgræd din Sorg ved mit Bryst, min Ven!
Men Skikkelsen stum svandt hen.
Jeg klager, Elskte! ei over mig,
Mine Taarer er for din Smerte.
Ak! vilde Bølger ombruse dig
Langt fra din Elskedes Hierte.
Mine Ord i Vindens Susen forgaae,
Dit Øre de aldrig naae!
J. P. Mynster.