Den Læbes Krumning! Hvor er vel at skue
i Buddhas Templer, Muhammeds Moskeer
og Kristi Katedraler slig en Hvælving
af Bon og Ban som hendes Læbes Bue!
Tit stod jeg henfort mellem Søjler ranke,
der lofted Sindet mod det evigt høje,
blev ved at lofte, til til sidst de slap det
etsteds i Himlen uden Sans og Tanke.
Bestandig er det Himlen, deres Straeben
har rakt imod, de gamle store Mestre.
Men Helvede og Himlen er forenet
i denne Bues Liniespil om Leben.
Den smyger frem sig underfundig listig
gennem smaa Smil fra begges Mundens Vige,
højner sig saa enfoldig og blufærdig
og samler sig, paa engang angst og dristig.
Jeg vil den sky — aah, nej, jeg vil den dyrke.
Saa veg og myg den er, dog fuld af Villie,
spinkel og spæd og af en farlig Tynge.
Hvad Magt er stærk som denne svages Styrke?
Den løfter mig til Salighedens Svimlen.
Den falder over mig og afgrundsknuser.
For denne Læbes gaadefulde Bue
forener i sig Helvede og Himlen.