Jeg over Søen jog og vælted’ Bølgerne,
De vildeste, fra Dybets fjerne Afgrund,
Og sprøjted’ imod Stjernen Skummets Brusen,
Mens Skibet, som en Fjer, paa Dybet drev,
Og Folket satte Haabet kun til Sejlet;
Thi fjernt i Horisonten Havnen laae.
Da sønderrev jeg Sejlet; — over Bord,
Som splittet af et Lyn, det gik med Masten.
Og hvide Bølger over Dækket rulled’.
Til Aarerne nu alle greb; men Søen
Hver Aare knuste, som det lette Rør,
Og ud de kastede det sidste Anker;
Dog Ankertovet brast, og Rædsel greb
Paa Skibet hver en Sjæl, og blege stod de,
Og skjælvende de styrted’ ned paa Dækket,
Mens Rummets Hvælving fyldtes meer og meer;
Thi gjennem Plankerne brød Havets Vande.
— Da blev det stille paa det store Hav,
Og hver en Luftning tav, mens op til Stavnen,
Det højeste af Skibet, Alle styrted’;
Men kun den halve Flok fandt Rum paa denne,
Den halve sprængtes over Bord i Bølgen.
I Tavshed stod de nu og vented’ Døden;
Thi Skibet langtsomt sank, og Vandet steg
Til Knæet alt, — til Hoften — og til Brystet, —
Og alle faldt omkuld; — kun een Mand stod
Endnu paa Randen af den brede Stavn; —
Den højeste han var og Skibets Fører.
Han holdt sin unge Søn paa Skuldren af sig,
Og bleg som Marmor Drengen sad og knuged’
De spæde Hænder om sin Faders Pande,
Hvis kolde Læber Vandet alt berørte.
Da greb han Drengen med de stærke Hænder
Og løfted ham fra Skuldren højt i Vejret,
Mens Bølgen dækkede hans eget Hoved.
Saa stod han et Minut, — og Alt var stille;
Thi Skrækken havde Drengens Øje lukket; —
Endnu han stod; — da sank den ene Arm, —
Den anden sank, — og intet Liv var mere; —
Men tavs sad Døden paa de tavse Vande!