Skønne hjemland, yndige fødestavn,
Glædens bolig, hidtil min trygge havn,
Alt i morgen bort fra din moderfavn
Ud i verden gaar jeg, af elskovs savn
Dødsdømt.
Kære fæller og du, min fosterjord,
Som jeg elsked, tag nu mit afskedsord:
Græd for vennen, der sorgfuld vide for;
Tabt for eder han lider kummer stor
Haabløst.
Og som havdyr i salte vande gaar,
Sligt et mylder elskov af kvaler faar
Altid.
Venus brænder med ukendt flammeglød
Nu mit hjærte; min fred og ro hun brød.
Sande maa jeg et gammelt ord, der lød:
„Altid elskov følges af sorg og nød.“
Ve mig!
Hvilken smærte! Dette mig forestod!
Naar vi elsker, ruller for hedt vort blod.
Venus sender os bitre taarers flod;
Idel sødme var hendes hu imod
Stedse.