Meliboeus.
Tityrus! du i din Ro, under Ly af det hvælvende Bøgtræ,
Prøver paa tynde Straa at synge de landlige Sange;
Vi fra vort Fødelands Egn gaae bort, fra de venlige Marker,
Vi vort Fødeland flye; du, Tityrus, rolig i Skyggen
Lærer selv Skoven din Sang: „Amaryllis den yndige Pige“!
Tityrus.
Mig skal han altid forblive en Gud! Hans Alter skal ofte
Faaret bestænke med Blod, end spædt uddraget af Hiorden.
Han, som du seer, tillod mine Køer at vandre, mig selv han
Tillod, hvad helst jeg vil, at spille paa landlige Fløite.
Meliboeus.
Ei misunder jeg dig, det undrer mig kun, da paa hver Mark
Alt sig tumler saa vildt. See! her nu driver jeg fremad
Selv mine Geder, skiøndt syg; knap, Tityrus! slæber jeg denne.
Nys med Vee den Tvillinger fik ved den skyggende Hæssel;
Ofte slig Sorg, jeg mindes, hvis ei enfoldigt mit Sind var,
(Tidt fra Steenegens Hul sligt skreg uheldige Krage).
Dog nu denne din Gud, hvo han er, o Tityrus, siig mig!
Tityrus.
Tidt den Stad, som er Roma kaldt, Meliboeus! jeg Daare
Pleie at drive til Salg, end spædt, hvert Foster af Faaret.
Saa er jo Hundene Hvalpen liig, saa Mødrene Kiddet,
Tænkte jeg da; og pleiede Stort at ligne med Mindre.
Dog saa høit blandt andre Byer den løfter sin Spidse,
Som Cypresserne høit sig hæve blandt bøielig Vidie.
Meliboeus.
Men hvad havde du vel til Grund for Reisen til Roma?
Tityrus.
Da mit hvidere Skiæg faldt ned for den skiærende Ragkniv.
Da Amaryllis beherskede mig, Galathea forlod mig.
Thi bekiende jeg vil, imens Galathea jeg elsked,
Stod ei til Frihed mit Haab, ei heller til Penge min Omhu.
Mangen et Nød vel ofte drog ud, som Offer fra Stalden,
Og til den karrige By heel tidt jeg lavede Oste,
Aldrig dog kom min Haand beladt med Penge til Hiemmet.
Meliboeus.
Hvem vel lader i Ro hun Æblerne hænge i Træet?
Da var ei Tityrus her! — dit Navn selv Granerne kaldte;
Tityrus! Kilderne selv, ja selv rundtgroende Smaakrat.
Tityrus.
Hvad var at giøre? Tilladt var mig ei at forlade min Trælstand,
Ei at kiende paa andet Sted saa virksomme Guder.
Her jeg saae den Yngling, til hvem, Meliboeus! skal aarlig
I tolv Dage, af Offrenes Ild høit dampe mit Alter.
Han var det først, som skienked mig Svar, da ydmyg jeg bad ham:
„Græsser kun, Drenge! som før Eders Køer, spænd Tyren i Aaget!“
Meliboeus.
Olding, heldige Mand! din Mark da bliver din egen!
Den er for dig tilstrækkelig nok, skiøndt frugtløse Steenhob,
Og hiint Kær har bedækt hver Eng med det sumpige Søgræs.
Ei fra Naboens Faar en Sot dem plage med Sygdom.
Olding, heldige Mand! her blandt fortrolige Strømme,
Her ved den hellige Bæk kan i Ly du qvæges ved Kølen,
Her, hvor et Hegn ophæver sig tæt ved Naboens Markskiel;
Og med sin lette Surren dig tidt vil lokke til Slummer,
Her fra det ragende Field Løvsnitteren ofte vil synge;
Mens ei tøver din Ven, den hæsere Due fra Skoven
Og fra den kneisende Alm selv ei din Turtel, at kurre.
Tityrus.
Før skal den lette Hiort sit Græs opsamle i Luften,
Og fra den blottede Fisk paa Stranden Bølgerne synke;
Før skal fiernt, naar hver har forladt sit Fødelands Grændser,
End hans Ansigt og Træk skal snige sig bort af mit Hierte.
Meliboeus.
Men vi vandre nu bort; en Flok til de tørstige Afrer,
Og til det brittiske Folk, som er fiernt adskilt fra vor Jordkreds.
Mon jeg om svunden Tid skal igien mit Fødelands Grændser,
Og mit fattige Huus, hvis Tag tildækkes med Grønsvær,
Naar bortrundne er Aar, min Kornmark skue, mit Livs Lyst?
Skal da en grusom Kriger mit Brakland eie, det vakkre?
En Barbar denne Sæd? O see, hvor Uenighed bringer
Borgere sørgeligt hen! See, hvem vi saaede vor Mark til! —
Plant nu kun Frugt, Meliboeus! Opstil Viinranker i Orden! —
Bort nu mit Qvæg, som var lykkeligt før, bortiler nu Geder!
Eder ei meer skal jeg henstrakt i Ro ved den grønnende Grotte
Svævende see paa det fierne Field, som dækkes af Smaakrat.
Endt er min Sang; ei, Geder! I meer bevogted’ af mig skal
Cytisus plukke i Blomst, og ei af Pilen den bittre.
Tityrus.
Her dog i Nat forenet med mig du finde din Hvile,
Strakt paa det grønne Løv; jeg her har saftige Æbler,
Stegte Castanier og, samt aftrykt Melk udi Mængde.
Hist udi Byen alt hæver sig op en Damp fra hvert Huustag,
Og fra det ragende Bierg nedgaae alt længere Skygger.
S. Meisling.