Hvor herligt, herligt gik det til
i fordums Tid, før Thee og Spil
og Titler kom imøde!
Da sadde Nordens raske Mænd
ved Egebordet, Ven hos Ven,
og sang, og drak, og sang igjen,
og priste Landets Gode.
De drak af pæglemaalte Kruus,
og sang om Kongen og hans Huus,
og bød ham leve længe;
af Sangen glad, af Glæden varm,
gik hver til sit med modig Barm,
faldt om i Konens aabne Arm —
da bleve raske Drenge.
De Drenge triv’des, voxte op,
med mandig Sjæl i fyrig Krop,
til Held for Fædrehuset.
Kom Fjenden, strax de droge frem,
og Mod og Styrke drog med dem;
de sloge, bare Sejer hjem,
og sang igjen ved Kruset.
O gyldne Skik, som Norden god,
gav Folket Rødme, Styrke, Mod,
og Landet Held og Hæder:
Hvi blev Du ej bestandig ved
at muntre trofast Enighed
og avle Nordens Herlighed
ved jevne stolte Glæder?
Hun kom, den kjælne Blødhed kom,
og Cimbrers Skikke støbtes om,
og bleve nu saa sære:
Alting blev Tvang — det kaldtes stort,
at gøde Mod og Styrke bort
ved Snese Retter, Dand og Kort,
og stor vil hver Mand være
Det Band, den Tvang, den Gaben gjør,
at Dverge fødes der, hvor før
en Kjæmpeslægt blev baaren.
Hiin gamle Gubbes blotte Bryst
bød Trods mod Snee, mod Kamp og Dyst;
nu zittrer Junk’rens skjulte Bryst
i Fred og midt om Vaaren.
Hør, Venner! kjække Venner! vi
vil spotte Modens Aberi,
som kun med Haanhed lønner:
At gabe om et kjedsomt Bord,
at være liden, synes stor,
er det for Folk, som boe i Nord,
er det for Cimbrers Sønner?
Nej, bort med Sybariters Skik!
Kom, Brødre! vi i Sang og Drik
vil mindes vore Fædre
De solgte Glæden ej for Rang,
de sanktes tidt, men uden Tvang,
de leved’ jevnt, og drak, og sang,
og da gik Alting bedre.
O. Malling.