Bedre at leve blandt iisklædte Bierge
Hærdet ved Arbeid og Kuld,
End at hensmægte med Vellystens Dværge
Midt iblandt Roser og Guld.
Styrke og Kiækhed, hiin Fædrenes Lykke,
Boer i den hærdede Barm;
Styrke og Kiækhed, hiint Fædrenes Smykke,
Flyer fra forkiælede Arm.
Siger I Vise, som granske, og dømme
Tiders og Menneskers Tarv,
Var det ved Mod, eller var det ved Drømme,
Slægter fik Riger til Arv?
Var det Sirener, der kaldte til Hæder?
Silpher, der værgede den?
Nei! det var rene og mandige Sæder,
Stærke og hærdede Mænd.
Tiberens Dronning blev Dronning paa Jorden,
Mens hun opelskede Mod.
Selv de tykfingrede Helte fra Norden
Studsed da ved hendes Fod.
Vellyst indsneeg sig, og Kiækhed og Orden
Tabtes i Ladhed og Pragt.
Nu kunde mindre, end Helte fra Norden,
Spotte med Dronningens Magt.
Saa skal og daane hvert Folk, som indbyder
Blødhedens Fryd til sin Barm;
Saa skal og spottes hvert Land, som adlyder
Vellystens smykkede Arm.
Smiggrende lokker hun Sværmen, der stræber
Hen til de glimrende Baand,
Fik hun den fangen, hun martrer, hun dræber
Alle med skuffende Haand.
Viger da bort, I forkiælede Skikke!
Langt fra vort Tempel, vort Land!
Flaggre som Silpher, det ville vi ikke,
Hædres vil hver i sin Stand.
Bedre at boe mellem iisklædte Bierge
Hærdet ved Arbeid og Kuld;
End at hensmægte med Vellystens Dværge
Midt iblandt Roser og Guld.
O. Malling.