Der svømmer en Stjærne i Nathimlens dunkelblaa Flod,
den kaster sit Glimmerskær over Taarne og Kupler,
den lyser mod Maalet frem for min hastende Fod,
mens mit Hjærte Gensynets Fryd i Møde alt jubler.
Jeg øjner en Skikkelse, mørk mod et lysnet Gardin,
jeg skimter en Flig af et let og flagrende Lin,
der vifter imod mig hist oppe fra som et Banner.
Jeg svinger mig over Balkonens gitrede Karm
og kender det bløde Tryk af en favnende Arm,
mens to Læbepars stammende Elskovsord i hinanden sig blander.
Verona nu kalder sin Ungdom til ridderlig Færd,
de rustes at drage til Kampen med Spyd og med Lanse.
Jeg bliver alene tilbage, hvor du er mig nær, —
hvad ænser jeg Slagmarkens Hæder og Sejrenes Kranse?
Din Elskov har drukket mig Blodet af Aarerne ud,
har døvet og blindet min Hu for hvert manende Bud,
dine Kys mit Mod og min Manddom uhjælpelig stjæler.
Min Kamp er imod dine Øjnes betagende Magt —
sløres de for mig, da viger jeg veg og forsagt;
men min skønneste Sejr er, naar dig for Fode besejret jeg knæler.
O elskte, dit Blik er som Sydlandets glødende Kvæld
med Ildfluer tændt paa hver Kvist af de sorte Cypresser.
Din Aande er sød som Magnoliens duftende Væld,
i din Tale er Højtid med Klokker og Kærter og Messer.
Som de Marmorstøtter, de graver fra Fortiden ud,
er din mejslede Skønheds Glans udødelig prud,
naar du sænker dit Klædebons Flig fra den blændende Skulder.
I din Latter bor der en Tarantella saa kaad,
men Lavaglød i din Lidenskabs tunge Graad,
og din Længsel blaaner som Middelhavet, der langeligt ruller.
Der svømmer en Stjærne i Nathimlens dunkelblaa Flod
mellem drivende Vrag af Solrødens synkende Skyer.
Den lyser mod Maalet frem for min hastende Fod,
hver Aften dens evige Glans og din Skønhed fornyer.
Jeg svinger mig over Balkonens gitrede Karm
og kender det bløde Tryk af din favnende Arm,
medens Mund imod Mund i forventningsfuld Andagt sig bøje.
Saa steder til Glemsel vi Timernes Uro og Kiv,
og udenfor — fjærnt fra os — lever Verden sit Liv —
mens mit Liv er din Favn, og min vide Verden dit straalende Øje.