Over sunkne Mure,
hvor Mindet gøgler
Billeder frem
af skinnende Søjler,
af hvide, statue-
smykte Paladser
og myldrende Liv
paa Gader og Pladser, —
over Templer og Altre,
nedbrændt til Aske
og bredt over Grunden
som Dødningmaske, —
træt flytter jeg Foden
med trætte Miner.
En Marius paa mit
Kartagos Ruiner. —
Med spejdende Blik
jeg søger i Gruset
de Gudebilleder,
Templerne hused’.
Men Tomten er død
og til Dvale bunden,
thi Plovfuren skrev
sit Ban over Grunden.
Og Staden som Gravhøj
under sig gemmer
Torsogudernes
søndrede Lemmer. — —
* * *
— Jeg er ikke ene:
trindt om jeg kender
Skikkelser, som jeg
kaldte for Venner
med samme trætte,
raadvilde Søgen
i Asken, som er
over Tomten føgen.
Jeg kender dem, véd
deres skjulte Tanker, —
Hjærter, som Takt
til mit eget banker,
Sjæle, som gærne
Alterild tændte
for Fremtidens Guddom,
den ubekendte.
Gærne for ham
de sig vied til Præster, — —
Hvad søger de her
blandt det svundnes Rester?
Jeg troede dem fjærnt,
i Færd med at bygge
det gamle Babel:
Menneskelykke. —
Eller ser jeg kun Genfærd
ved Graven dvæle
og ikke de stærke
Tvivleres Sjæle?
Ej Tiden med søgende,
trætte Miner —
en Marius paa sit
Kartagos Ruiner?