Snart er den endt, den lyse, varme Dag,
dens sidste Toner brister over Vandet,
mens hvert et Bølgeslag,
— et søndret Vrag, —
mod Breddens glatte Kiselsten er strandet.
Og Søen ligger som et Marmorskjold,
hvor Mørkedøden Farvedagen dræber.
En Skønhed uden Fold,
saa kysk og kold
som rene, uberørte Jomfrulæber. —
I denne Skumringsstund faar Savnet Fred,
de altid vaagne, travle Længsler tier.
Imod den stille Bred
i Vesterled
de blaaner bort som fjærne Melodier.
Og Natten ruller frem sin Glemselsstrøm.
Var Dagens Tanker aldrig saa forfløjne,
den vugger dem i Drøm,
saa mild og øm
som Moders Kys paa Barnets lukte Øjne.