Selvbinderen æder sig klaprende ind gennem Rugen
og spytter hvert sjette Sekund et Neg ud paa Marken.
Fra Bukken forbander Kræn Peter det stejlende Trespand,
saa Ederne svarer med gjaldrende Ekko i Parken.
Se, Hestenes Hoveder nikker og stanger i Lyset,
der flimrer som Film hen over de levende Banker,
de aser sig svedige op mod de stridige Højder,
de pruster og fnyser og ryster de hvidlige Manker.
En Pige, der rejser de duftende Neg over Ende,
som sætter i Avne, maa puste og ordne en Krølle —
hun ser mod Gudenaadalen, hvor Vandene blinker,
og hører det bruse i Slusen ved Rørholm Mølle.
Ja, Mølleren venter paa Rugen, du dejlige Pige,
buk dig og favn dine Neg, det gaar ej at drømme,
Tærskeværket derhjemme ved Gaarden staar rede,
og Kværnene længes langs ilende, glimtende Strømme.