Jeg har vandret gennem Nattens
Skove uden Lygte —
over Sumpe, hvor de onde
svovlblaa Aander spøgte —
men omsider vandt jeg frem til
Lyset, som jeg søgte.
Jeg har prøvet at forlise,
prøvet at forbløde —
jeg har været helt fortrolig
med de stumme Døde —
jeg har levet som Forbryder
i det golde Øde.
Jeg har været Lokes Slave —
vandret mange Mile,
trodset, hadet, grublet, tvivlet
uden Fred og Hvile —
jeg har skudt paa Kærligheden
med forgifted’ Pile.
Men ved Freja har jeg sejret
over Nattens Guder —
se, ved Morgenrødens Porte
i min Lur jeg tuder,
medens Freja, Freja smiler
gennem sine Ruder.
Lyset bruser mig i Møde —
jeg kan atter græde —
Livet sprudler fra mit Hjerte, —
Freja — jeg maa kvæde
Sange om min nye Verden
og dens Arbejdsglæde.