Sælsomt at komme fra Fædrenes Skove,
tynget af Rummet og Tidernes Drøm,
standse paa Broen ved Dampvæveriet,
stirrende ned i den svulmende Strøm;
Vandet staar ind i de store Turbiner,
Stilheden bruser — et ængstende Frys
jager i Blodet — der, inde i Huset
maler Dynamoen Mørke til Lys.
Sælsomt at vandre mod Arbejdets Hjerte,
standse ved Banen — en Bom lukket i —
Tammeram — i en Hvirvel af Lys og Spektakkel
kværner Expressen i Natten forbi.
Sælsomt at komme fra Stilhed og Mørke
ind i Fabrikens hvidglødende Baal,
blændet, bedøvet at modtage Tidens
dundrende Rytmer fra Væve af Staal.
Sært at betragte den flittige Væver,
se, hvor han skifter de Skytteler kækt,
sælsomt at denne forædlede Nordbo
stammer fra Vikingekrigerens Slægt;
men, naar han tænkende ser imod Lyset,
kender jeg atter det drømmende Blik —
mindes han da mine glødende Sange
paa Snekken, som ned imod Vinlandet gik.
Sandt nok, at Stoffet paa Jorden forandres,
eftersom Menneskevrimlen ta’r til;
men gennem Tidernes skiftende Former
klinger Begyndelsens sælsomme Spil.
Vaaren udmunder i Sommerens Grøde,
Somren fuldbyrdes i Senhøstens Frø —
Vinteren hærger — men Solen vil atter
genføde Verden, som aldrig kan dø. —