Saa gravkammerstille herinde.
Fra Vinduet lyser et Stjerneskin
sig ind i mit tunge, urolige Sind,
som græder ved Mindet om Lyden
af duvende Snekker mod Syden.
Jeg aabner mit duggede Vindu
mod Natten, som fjæler den tiende Jord;
Tof-tof fra en Baad paa den sovende Fjord
som Slag fra et Hjerte, der banker
af evigt udhigende Tanker.
Nu strømmer der Dufte i Vinden
fra Blomster og Græs paa det ensomme Næs;
det suser i Mulmet af trækkende Gæs
i Nat som langt, langt tilbage
i Vikingekrigernes Dage.
Da stod jeg ved Høvdingens Side
og kvad mine Sange for drømmende Mænd,
med Mod i Bryst og med Sværd ved Lænd,
mens Snekkerne gled mod det Fjerne
henunder den lysende Stjerne.
Gud Odin, hvi lod du mig fødes
paany, saa fjernt fra Frændernes Tid —
nu lever jeg ensom i Døgnenes Strid —
de Sange, vi kvad omkring Baalet,
dem synger man ikke ved Staalet.
Sig! Vil du, jeg atter skal kvæde,
da send gennem Stjernen et varslende Blik,
saa vil jeg tilkæmpe mig Tidens Teknik;
thi kvad jeg ved Baalet i Kampen,
saa kan jeg vel ogsaa ved Dampen.