Bolle Willum Luxdorph (1716–88)

Kiøb Viisdom! kiøb Forstand! af Salomon er skrevet.

Hiin viise Konges Raad er nu en Regel blevet.

Den heele Lærde Flok, spørg dem derom, de vil

Dig svare: Skynd dig, kiøb, slaae strax, for Guds skyld, til!

Men skulde Viisdom selv med Upartiskhed tale,

Jeg frygter, tvertimod den vilde os befale,

Og sige: Kiøb mig ei! du kommer vist til kort;

Men har du kiøbt, saa byt mig strax for Dumhed bort.

Slig Tale skurrer vel udi de Kloges Øre,

Som Dumhed til en Pest, et Spøgelse, vil giøre;

Men saae de Tossers Held, de gav den bedre Navn,

De mærkede da først dens Herlighed og Gavn.

Ja! hvo som vil med Fliid det rette Middel søge,

Der ham Lyksalighed kan give og forøge,

Han Dumhed søge bør; saa faaer han, hvad han vil:

Men Viisdom snarere ham hielper fra, end til.

Den feede Dumhed jo med Lyst til Takke tager,

Og mættes kan af det, den sultne Viisdom vrager,

Naar denne mangler, ved at luttre Verdens Guld,

Tar hiin mod grovt og fiint, og haver Pungen fuld.

Kun saa, blant Verdens Flok, den Viise er til Maade;

Fast alle derimod staae i en Tosses Naade.

Den Viise al Foragt, som Banesaar, anseer,

Det kildrer Tossen, naar al Verden ham beleer.

Ja! han voldgiæstes tidt af den ubudne Ære,

For hvilken hiin sin Kraft forgieves maa fortære.

Og hiin, som frygtet er, selv altid frygte maa,

Da denne, som en Klods, kan ufortænkt bestaae.

Er Storax Vari Nar, maa Varus Storax føde.

Til Hove kan et Ord den fromme Herre støde,

Betage ham sin Lyst, sin Smag i hver en Ræt;

Men Storax staaer fra Bords fornøiet og forædt.

Af Længsel Crispa maa i hvert et Selskab gabe,

Naar hun ei Nusa har, at, Spotteviis, efterabe;

Men Nusa overalt er glad, og ei har troet,

At hun har Lyset holdt, naar det paa Bordet stod.

Just ved sit Hoved har i Høihed vidst at stige

Net op saa høit, at han Herr Corts Paryk skal vige.

Om Justes Hoved sprang, sad Corts Paryk dog der;

Thi mindre farlig den, end Justes Hoved er.

Hvordan den Viises Liv jeg da mod Tossens veier,

Seer jeg ei rettere, end at den sidste eier

Jo meer Lyksalighed, og har Sex-Sinke-for,

Naar ellers begge har for Resten lige Kaar.

Hvad er da Viisdoms Gavn, dens Hensigt, og dens Ende? —

„At man den ægte Dyd kan fra den falske kiende;

„At man i Ligevægt sit Sind at sætte veed;

„Og følge Dyd med Lyst i Velstand og i Fortræd. —

Er dette Viisdoms Frugt? — Da maa sig Viisdom skamme,

Naar Dumhed lettere og bedre giør det samme.

I det Fald, eet af to! Sæt enten større Priis

Paa Dumhed, eller siig: en Tosse just er viis.

„Hvad skal (blev Pyrrhus spurgt) den store Krigsmagt giøre? —

„Italien og Rom den under Aag skal føre. —

„Hvad meer? — Sicilien indtages strax. — Hvad saa? —

„Med første gunstig Vind vi til Carthago gaae. —

„Ja! sligt forstaaer jeg nok, det derved ei vil blive,

„Ægypten, Lybien sig snart skal overgive.

„Som Seierherrer vi kan reise runden om,

„Indtil vi ende der tilsidst, hvorfra vi kom.

„Det er ei Sagen her. Mit Spørsmaal er kun dette:

„Naar det nu alt er giort, hvad skal vi da forrette? —

„Min kiære Cyneas, da skal du faae at see,

„Hvor vi skal glæde os, og dandse, springe, lee. —

„Men hvem har hindret dig, at dandse, lee og springe;

„At du al Verden vil derfor i Harnisk bringe?

„Hvad skal dog den Allarm, den grumme Rustning til;

„Da, uden Sværdslag, du kan naae det, naar du vil?

Det gaaer med Viisdom saa: Vi faae det vist at finde,

Hvad Arbeid der skal til, hvad Slæb, før vi den vinde;

Hvad Forraad samles maa paa hver en Tid og Stæd,

Af gamle Bøger, og af nye Erfarenhed;

Hvor suurt det er, sig selv udi Forhør at tage,

Og vænnes fra igien, den Lokkemad at smage,

Som eengang prøves maa, før vi begribe vil,

Den ei er nær saa sund, som den er liflig til.

Og naar da, her ved Skam, og hisset lært ved Skade,

Frue Viisdom naadigst vil tilsidst vor Siun oplade,

Hvad sees og læres da for al vor Fliid og Sveed?

Hvad sagde Sokrates? — Jeg veed; jeg intet veed!

Saa takke vi for sidst, og komme just tilbage

Til det, vi vidste før, — vor Dumhed. Den Umage,

Hvorved vi intet vandt, vi kunde have spart.

Ja, om vi ei har tabt paa Reisen, er det rart.

Thi Fødsel og Natur dog lærer Tossen noget,

(Fornøden Sandhed er slet ingen Mand for broget)

At han skal frygte Gud og følge Landevei,

Skal giøre Ret og Skiæl. Veed vi nu mere? — Nei!

Jo, om Forladelse! Vi veed en Hoben mere,

(Vi Tosser ei, men de — de Viise, som studere,)

O! Phoebe, løft mig op, og viis mig, hvad de veed;

Dog mag, jeg falder ei af Hoved-Svimmel ned.

Een veed at sige os, hvoraf, og paa hvad Maade

Al Verden dannet er; en anden veed, at baade

Vi selv og alle Ting, vi see omkring os her,

En Forestilling blot og falsk Indbildning er.

Een Sielens rene Bret med Tanker kan bemale;

Een retter Skoler op, hvor Aben lær at tale;

Den tredie Kragemaal og Dyre-Sprog forstaaer;

Den fierde, hver den Ting, ham hændes, forud spaaer.

Hiin veed at giøre Guld; og denne, i en Flaske,

Giør Børn, ja Tvillinger, af Solens Støv og Aske.

Een har optonet for vor Syn et taus Claveer,

Hvor Øiet en Gavot af Straalefarver seer.

At hver en Dyd er falsk, en anden kan beviise.

Men een, blant alle dem, man bør for Mester prise,

Der lykkelig med stor Dybsindighed fandt ud,

At Ont og Got er eens, og der er ingen Gud.

Hielp Gud! (thi Gud er til) Er dette Viisdoms Kierne? —

Da gid Eenfoldighed bevogte maa min Hierne! —

Nei! sligt, du svarer, er kun Daarlighedens Skall.

Kan Viisdom giøre til, at Folk vil løbe gal? —

Maaskee den kan dertil; og veed du vel, hvorfore?

Just Dumhed, blandet lidt med Viisdom, giør en Daare,

Som Guult og Blaat bemængt den grønne Farve giør,

Der er ei een af dem, men dog til begge hør.

Metallen kan i Roe i Formen staae og syde;

Men lad et Gruus deri, en Draabe Vand, nedflyde,

Saa reiser Gus, og Form, og alting strax sin Vei.

Var det Metallens Skyld? Hvad svarer Holzman? — Nei!

Claus Simplex vogner, og staaer op, og sig iklæder,

Og seer, hvad Vinden er, og gaaer til Bords, og æder;

Gaaer ud, og kommer hiem, og gaaer til Sengs igien;

Tilfreds, at leve saa til Verdens Ende hen.

Hvad Virkning kunde der en Untze Viisdom giøre?

Det blev en Hakkemad, en reent forstyrret Røre,

Et Opkaag, der med Brag og Spraden foer afsted,

Som Ild i tørre Riis og fugtig Brændeved.

Giør Dosis dobbelt stor, strax du den Uroe stiller;

Men gier ham Frygt, og Haab, Lyst, Væmmelse og Griller.

Som den, der ei er frisk, men veed ei paa hvad Plads;

Hans Illedegne er ham ikke ret tilpas.

Holdt nu, og vaer dig for, ham meer at foreskrive;

Thi ellers maatte du til Slutning ham forgive;

Omsider maatte han paa Engelsk hænge sig,

Fordi hans Levnet var sig altid selv saa liig.

Nu vel! hvad synes dig? Du vil indvende dette,

At jeg om Bredden gaaer, og treffer ei det Rette.

Der er en Middelvei imellem dum og gal,

Hvor Viisdom søges bør, hvor Viisdom findes skal.

Dens Held paa Kiærlighed og billig Ret er grundet;

En god Samvittighed er nær med den forbundet.

Dens Løn er i sig selv, i et indvortes Vel;

Det søde Havblik af en ret fornøiet Siel. —

Ja, var det saa; min Ven! saa var vi Englelige!

Naar altid Viis og God det samme kunde sige,

Naar Ondskab strax saa let, som Dumhed, rebet var;

Lyksalig Sikkerhed! Men hør tilsidst mit Svar:

Af Kundskab fødes Smag, Begiærlighed af Smagen,

Af den vel hundrede Anfægtninger om Dagen;

Naar Viisdoms Magt dem ei at overvinde veed;

Hvor er vor Middelvei, og vor Samvittighed?

Naar og de kloge Høns kan giøre Ægg i Næller;

Jo viisere man er, jo fleere Feil man tæller,

Jo meer Bekymring, Frygt, Misnøielse man faaer;

Siig da, hvori den Løn, den Rolighed bestaaer? —

Jeg søger Viisdom selv, og jeg tilstaaer det gierne;

Ved samme Leilighed er kommen i min Hierne

Endeel, jeg veed ei hvad. Men dog saa meget veed,

At det har presset tidt af mig den kolde Sveed.

Den Omhue for min Pligt og Skyldighed at giøre;

Den Varsomhed, mig ei Mistanke at paaføre;

Det Buk, jeg ofre skal til Stolthed, jeg forsmaaer;

Den Tak, jeg yde maa til Falskhed, jeg forstaaer;

Den Koldsyge, Klaffer i sit Hundebid antænder;

Den Uret, som jeg seer, at ingen Siæl afvender:

Nu den forgieves Frygt, jeg for i morgen har;

Nu Lærdom, Rettergang, Moraler, Prækener;

Nu Sorg for Levebrød, nu Huussorg, nu Lisette;

Nu Vers der oven paa, for Maalet fuld at tætte.

Gud veed, hvor alt det Tei faaer i mit Hoved Rom. —

Lyksalig Claus, der har en Hierne, der er tom!