O skønne, vilde Højbjærgegn,
saa frisk i Dag af Foraarsregn,
med dine Millioner
snehvide Anemoner,
med Kluk og Fløjt og Kurrelyd,
med Freden, Løvspringsduften,
med Sol, med Uskylds skære Pryd:
en Landsbyblomst . . . min Hjærtens Fryd
ta’r Magten fra Fornuften!
Den skønne, vilde Højbjærgegn
med Skov paa Skov, med Hegn ved Hegn
om høje Bakkers Rande,
med Dybninger og Vande,
— hvor skønne Rydsaas Bredder her! —
med Sang i Ensomheden . . .
At vandre dér! at hvile dér
en Dag med den, som man har kær
O friske, vilde Eden!