Hvor Musers Yndlinger forsamle sig
Og Krandse til Chariters Alter binde,
Der, elskte Rahbek! du indbyder mig
Phæbæisk Roes i Barders Kreds at vinde. —
O! du som Pindi høie Troner nær
Af Guden selv de blide Sange lærte;
Du som en Krands, liig den din Isse bær,
Saa gierne undte mig med Venskabshierte;
Dit skiønne Kald det er, i Fredriks Hiem
At vække til udødelige Sange;
Med kierlig Haand at lede Skialden frem
Paa Biergets steile farefulde Gange:
Ach! men din Ven paa Banen trættet staaer,
Tungt glider alt den matte Fod tilbage;
Ei meer med dristig Haand han Strengen slaaer,
Som før i hine Sangens bedre Dage.
Forgieves du mig vinker op til dig;
Forgieves Phæbi Helligdomme smile;
Med milde Alvor byder Musen mig,
Snart hænge Harpen hen til varig Hvile;
Ja snart den giemmes skal; dens svage Klang
Skal da ei meer i Barders Chore høres,
Og kun ved din den venskabsfulde Sang
Mit Navn skal ned til andre Slægter føres.
Dog henrykt skuer jeg endnu den Tid,
Da første Gang jeg hørte Musens Stemme;
Ved hendes Smiil var Glæden dobbelt blid,
Og mangen Sorg hun lærte mig at glemme.
Hun viste mig Naturens Herlighed;
Da blussed Vaarens unge Morgenrøde;
Selv Ørkner blomstred’ under hendes Fjed
Og Hymner giennem Nattens Egne løde.
Med salig Vellyst trylled hun min Aand,
Naar høie Barder Harpens Strange rørte,
Imens ved Phantasiens Rosenbaand
Hun over mangen tornet Stie mig førte.
Din høie Salighed, du rene Dyd!
I Himles Glands mig Pjeriden viste,
Og Hiertet svulmede af navnløs Fryd,
Naar herlig Daad for Evighed hun priiste.
Til Venskabs Tempel hun ledsaged’ mig;
Med Ædles Barm hun kaldte mig til Hvile,
Ved hendes Haand, min Rahbek! fandt jeg dig,
Og, o! din Camma bød hun mod mig smile —
Som Musen sender til din Boelig, ned
Hver Gratie, der mild omsvæver hende,
Saa skaber hun min Hyttes blide Fred,
Og troe hun følger mig til Banens Ende —
Thi undres ei, at sukkende din Ven
Borthænger Harpen, naar Camenen byder;
O meget, meget gav hun mig ved den,
Skiøndt ingen Laurbærkrands min Tinding pryder.
Chr. A. Lund.