Du muntre Yngling! som endnu
Kan føle Dydens Lyst,
Med aabent Hjerte høre du
Den unge Bardes Røst.
Din Skaber bød dig varigt Held
At ile fro imod,
Gav milde Glæder i din Sjæl
Og Sundhed i dit Blod.
Dit skyldfri Hjerte føler Fryd
Ved Morgenlærkens Sang,
Du hører henrykt Bækkens Lyd
Og Bølgens sagte Gang.
For dig Naturen klæder sig
I Vaarens bedste Dragt,
Og Salighed omringer dig
I Vinternattens Pragt.
Ak! aldrig kjendte Lastens Træl
Den himmelrene Lyst:
Døv er hans følelsløse Sjæl
For Glædens milde Røst!
Hav Medynk med ham, om han bær
End Septret i sin Haand;
Ej Slavens haarde Lænke er
Saa tung som Lastens Baand.
Kun den, som kjæmper modig mod
Enhver forbuden Lyst,
Som styrer Heden i sit Blod
Og Ondskab i sit Bryst; —
Kun den, som vil hver Skabning vel
Og føler Andres Nød
Og til sin arme Broders Held
Vil dele glad sit Brød; —
Kun den, som kan med rolig Aand
Op mod Guds Himle see
Og haabe tør paa Herrens Haand
I Velstand og i Ve; —
Kun han kan føle Glædens Værd
Og Livets Salighed!
Ej Modgang, ej Tyrannens Sværd
Skal røve ham hans Fred!
Han gaaer i Død for Fødeland,
I Fare for sin Ven,
Og højt, som Fader, Ven og Mand,
Han elskes da igjen.
Med roligt Haab han synker ned
I Gravens kolde Skjød,
Og Landets Ædle græde ved
Den gode Borgers Død.
Du Himlens Yndling! vaag og strid!
Thi herlig Palmen er;
O skjælv, naar Lasten smiler blid!
Da er din Fare nær.
Haard er den Kamp, du kaldes til;
Men modig frem du gaa!
Thi Dydens store Fader vil
Selv ved din Side staae!
Da skal og du Lyksalighed
Og blide Dage see
Og gaae til dine Fædres Fred,
Begrædt af Dydige.
Og tav end Klagens høje Lyd,
Sank du end miskjendt hen,
Han, som er evig, seer din Dyd
Og evig lønner den.