Viidt breder sig den skrækkelige Torden;
Jehovah! Verdners Gud!
Almægtige! har du forbandet Jorden?
Er Skræk og Fald dit Bud?
Hist knittrer Lynets frygtelige Flamme
I Løvet af en Eeg, —
Med Bragen kløves nu den tykke Stamme; —
Omstyrtning er en Leg. —
Fra denne Vraa opstige vilde Luer,
Et Lynglimt sendte dem,
Med Ødelæggelse og Skræk de truer
Den skyldfri Armes Hjem.
O strenge Gud! du skue denne Spæde
Her ved sin Moders Arm,
See den Forladte hjælpeløs at græde,
Og naadig dig forbarm!
Skal Storm og Uvejr Jorden sønderslide
I Tordners hule Drøn?
Er det din Lov, at din Natur skal lide,
Hvi blev da Støvets Søn? —
Med dobbelt Styrke Tordenen nu kommer, —
Ha, frygtelige Syn!
Et Glimt det andet følger, — store Dommer,
Det er din Vredes Lyn!
Jeg hører dette gyselige Bulder,
Som lyder mig saa nær, —
O see! med hvilke Lynglimt Tordnen ruller, —
Gud, det et Lynslag er! — —
Nu tier Stormen, og mit matte Øje
Seer Mørket sprede sig,
Af Solens Skin hist paa de fjerne Høje
En Straale glæder mig.
Hver Skabning føler med fornyet Styrke
Naturens skjønne Pryd,
Alt glemmer Tordnens rædselfulde Mørke
Og iler hen til Fryd. — —
O Myriaders Skaber, Evighøje!
Vil du tilgive mig?
Mig, som forvoven med mit svage Øje
Har tortet dadle dig? —
O, lær mig føle, selv i Smertens Dage
Jeg ogsaa er dig kjær!
Lær mig erindres, naar mig Qvaler nage,
Min Gud min Fader er! —
Lundbye.