Henrik Vilhelm Lundbye (1772–1830)

Lad Sangen lyde mandig og klar,

Til Sømandens Pris den lyde!

Fra Barndoms Alder hans Pligt det var,

Selv Farerne, trods at byde.

Som Dreng han iler i højen Top,

Naar Storm i Travaterne brager,

Han entrer med Mod i Bramvantet op,

Og beslaaer mens Stængerne knager.

Som Yngling han klattrer paa Merseraa,

Han klarer Klyver og Jager,

I Merset han Stræberen agter paa,

Med Snilde han Alting mager.

I Manddoms Alder for Kaasen han staaer,

Han agter paa Veir og paa Vinde,

Gjennem Uvejr og Storm han Havnen naaer,

Og hæderfuldt er hans Minde.

Bedaget af Alder, med snehvide Haar,

Han ungen Sømand oplærer,

Han viser ham sine hensvundne Aar,

Og Ynglingen tavs ham ærer.

O Brødre, lader os følge hint Spor!

Det leder til Kjækhed og Ære,

Fra Østen til Vesten, fra Syd og til Nord

Skal Sømanden hædret være.

Opvaagner, thi Dagvagtens/Midjenats Timer er nær!

Opvaagner af qvægende Hvile!

Med Kraft og Raskhed paa Dækket her

Enhver af eder fremile!

Let svæver vort Skib paa det stolte Hav,

Det trodser de skummende Bølger,

O, Held hver den Sømand, som kjæk og brav

Med det over Havet følger!

Naar Vinden os føjer, til fjerneste Kyst

Med bugnende Sejl vi søge,

Vi passe vort Arbejd med Sang og Lyst,

Vi gjækkes og lee og spøge.

Men raser en Storm med sit hule Drøn

Og splitter Takkel og Tove,

Da kjæmp uforsagt, hver Søfartens Søn,

Mod selve Naturens Love!

Og kommer en Fjende med Støj og Brag,

Som Love os vil foreskrive,

Da mindes, vi føre det danske Flag,

Dets Hæder forkrænket ej blive!

Op, Brødre! som ærlige Sømænd vor Hu

Skal staae til Hæder og Pligter,

Og Danmarks Sønner skal stedse som nu

Forbande den Nidding, som svigter.