Véd du, hvad det er, at miste en Ven? —
Sorgen er evig.
Udenfor raser den rastløse Vind.
Elskov er ensom.
Véd du, hvad det er, at miste sig selv? —
Gold er din Glæde.
Afmægtig slider din spaltede Sjæl
i sine Lænker.
Véd du, hvad det er, at leve sit Liv? —
Alt har en Grænse.
End ikke han, som sig kaldte: Guds Søn,
slap for sin Afmagt.
Kend da din Elskov, dit Liv — som dig selv:
Maalet er Døden. —
Døden alene kan skænke dig Fred —
ud over Grænser.