Sneklokken falmer for Vaargudens Aande,
Blomsten han hader, som spirer af Snee!
Smilende Solgud gaaer rask ham tilhaande,
Isen han smelter, og Markerne lee!
Bølgerne skvulpe saa sagte mod Landet,
Bredden er prydet med Muslinger smaa,
Fiskene lege og plaske i Vandet,
Selvskyen svømmer i venlige Blaa.
Svalerne qvidre og Lærkerne synge,
Fiskeren iler til iisfrie Kyst.
Baadene løses, de vugge og gynge,
Kraft boer i Armen, og Mod i hans Bryst!
Ægir er venlig, selv Ran gik til Hvile,
Ei hun udspænder sit dræbende Net.
Himlen og Jorden og Havdybet smile;
Vaaren gjør Sindet og Brystet saa let!
Stærene fløite og Duerne kurre,
Storkene seile i Ætherens Hav.
Vaarunge Bier om Kuberne surre,
Blomsten forynges paa Elskedes Grav.
Sangfuglen bygger bag løvrige Grene,
Strandmaagen vugger paa solklare Speil.
Der hvor sig Havet og Himlen forene,
Skibet udfolder de svulmende Seil.
Himmelske Vaar! hvo kan tolke Din Ynde?
Ogsaa jeg Svage har hævet min Røst.
Ei kan min stammende Læbe forkynde
Glæden, Du gyder i følende Bryst!
Ofte jeg qvæder blandt steenkrandste Høie
Alt hvad jeg føler, paa Markfuglens Viis.
Venlig en Taare bedugger mit Øie;
Skabningens Lov er jo Skaberens Priis!