Du guulgraa Handske, før saa liljehvid!
End engang lad mig gjennem Taarer smile
Til Dig, min frelste Skat fra svundne Tid,
Og da skrinlægge Dig til evig Hvile.
See! Brevet være skal Din Sarkophag,
Som Haanden skrev, der fordum Dig har baaret,
Længst er den Støv! — for tyve Aar i Dag
Den snoede mig sin Rosenknop i Haaret.
Du blege Knop! — ak, falmet fast til Støv, —
Kom! — Du skal hvile her ved Handskens Side.
Hin Glædesdag, hvor grønt var da dit Løv!
De Blade røde, som er nu saa hvide.
Ja, tyve Aar, en jordisk Evighed,
Der furer Panden, slukker lyse Blikke!
Og sænker Sorg og Fryd i Glemsel ned;
Kun Hjertet ene, Hjertet ældes ikke!
Thi kom min gamle Skat! endnu engang
Skal Handsken prøves, Rosenknoppen smile,
Imens jeg synger Livets Svanesang
Og svøber Eder ind til evig Hvile.
Nu da, Farvel! — I smuldre snart i Fred
Med mig i Kisten dybt i Gravens Gjemme.
Her paa mit Bryst er Eders Hvilested!
— Veninden ei min sidste Bøn vil glemme!
Lad Frænder frydes da ved Guldets Klang —
I er i Skjul! — Jer skal de ikke finde!
Ei skal den kolde Skifteret engang
Med haanligt Smiil bespotte Ømheds Minde!
Min Blomst skal ei i Støvet trædes ned,
Dig, gamle Handske! skal ei Letsind skjænde.
Og Du mit Brev, saa fuldt af Kjærlighed,
Ei skal man ved din Lue Piben tænde!