Bestraalt i Aftenguldet Kirken staaer,
Og Hjemmet seer jeg hist bag Løvet smile.
Jeg er saa træt! — Du tause Kirkegaard,
Dit bløde Grønsver vinker mig til Hvile;
Saa gjerne her jeg standser mine Fjed,
Hvor Støvet finder Ro, og Hjertet Fred.
Ak, Svalen har sin Rede alt forladt
Som klynger sig saa trygt til Kirkemuren.
Det lakker snart ad kolde Vinternat,
Alvorlig taus og falmet staaer Naturen.
Hist flokke Storke sig i modig Lyst
Til lange Reise mod en ukjendt Kyst.
Her flokkes ogsaa alle vi engang
Naar Psyche let er svævet fra sit Gjemme.
Her synges Livets stille Afskedssang,
Ledsaget dybt af Klokkens Alvorstemme.
Den kaldte Fædre hjem til Fredens Boe,
Og senest Slægt den kime vil til Roe.
Hvor mangen Sorgfuld vandred denne Vei,
At saae sin Taaresæd i Dødens Have.
Hvor mange tunge Sukke løde ei
I Vindens Syslen over tause Grave.
Henfarne Slægter græd paa dette Sted
Som længst forentes hist i evig Fred.
Her vil jeg leire mig paa simple Grav,
Og drømme vaagen, som jeg ofte pleier.
Hvo lagde her den brudte Vandringsstav?
Og fandt den Fred, som Livet ikke eier?
Det meldes ei! — men dybt i kolde Bryst
Et Hjerte slog engang i Qval og Lyst.
See hist den sjunkne Steen, hvor Englen staaer
Med foldet Vinge, og med Seierspalme!
Saa har den standet, hartad hundred’ Aar
Mildt pegende paa Verset af en Psalme.
Forlængst er Gravens tause Borger glemt,
Kun Stenen tro hans simple Navn har gjemt.
En knækket Rose pryder Støtten her,
Og smukke Vers er i dens Side hugget.
Det var en Ungmø, huld som Morgenskier,
Og hede Taarer Mindet har bedugget,
End bløde ømme Hjerters dybe Saar:
Jeg vil dog læse hvad der skrevet staaer!
„Du blomstred som en Rose skjøn!
Var elsket, ak, saa saare!
Da kom den kolde, blege Død,
Som følelsløs Din Krone brød,
Trods Elsktes Suk og Taare.
„Og skjult den blev i Jordens Favn,
Her blandt de tause Grave;
Men Livets Engel underfuld
Dens Spire tog af sorten Muld
Til Himlens Frydehave.“
Ak ja, hist samles vi i Fred engang,
Høit over Livets Usselhed og Smerte! —
Ak hør, nu toner Bedeklokkens Klang
Hvor himmelsk fromt den taler til mit Hjerte!
Den siger: vaag og kæmp, og virk og beed,
Din Troskabs Naadeløn er Salighed!
Nu svinder Aftenrødens sidste Skjær,
Og klart fra Buen vinker enkelt Stjerne.
Nu da, god Nat! Enhver som sover her.
Snart kommer jeg igjen, og o saa gjerne!
Saa lettet, glad og stille blev mit Sind,
Som titted jeg i Himlens Glæder ind.