Saa forladt af Gud og Satan
ligger Simon slængt i Græsset,
føler sig dog vel tilmode,
og han strækker sine Lemmer.
Atter Jorden under Nakken,
atter Himlen for sit Øje!
Atter fri og frank og fredfyldt
midt i Duft og Drøm og Vaar!
Og han smiler og han nynner
som en Ungersvend, der soler
sine første, bløde Skægdun
ved den ældste Eg i Landet.
Myrer kryber i hans Ansigt,
aa, de kildrer Huden dejligt.
Og en Snegl fra Svingelgræsset
dumper ned i Simons Haand.
Og han siger: Lille Snegl,
du har Huset paa din Nakke,
jeg har længe været husvild,
men nu føler jeg mig hjemme.
Og han stirrer over Toppe,
ser en Stork med røde Hoser
tegne sig i Flugt mod lave
Lammeskyers hvide Kugler.
Simon kluklér ved sig selv:
Saadan fløj han gennem Himlen!
Det var ikke uden Charme,
men han passed ej til Rollen.
Og i dette gode Solskin
med et saligt Smil om Munden
ligger han og repeterer
alt, hvad han har gennnemgaaet.
Denne højst subtile Rejse
mellem Helved, Hav og Himmel
bragte ham en rig Erfaring
— som en Frugt han nu er moden!
Som en saftig Vandmelon
hviler han paa Jordens Mistbænk,
modnet i en Haandevending
under Dødens Frost og Islag.
Og han føler i sit Indre
kun en stor og gylden Lykke,
ingen Skrupler er tilbage,
hver en Tvivl er smidt paa Porten.
Alle Livets vilde Strømme,
de der boblede og bruste
i hans Blod og i hans Tanker,
tier — hvilken sælsom Tavshed!
Hvilken mild Forsonings Sødme
i hans Hjerte, bag hans Pande.
Al Mangfoldighed blev Enhed,
stærk han er i al sin Svaghed.
Kun endnu et Spørgsmaal trænger
som et Suk sig mod hans Læbe.
Og den sidste Gaade fordrer
hurtig Svar, før alting tystner.
Og han spørger, mens hans Hænder
famler mellem grønne Græsstraa:
Simon, hvor er mon dit Selv,
hvori bunder dine Længsler?
Og profetisk klinger Svaret
fra hans Bryst, der bølger sagte:
Her i Jorden er dit Selv
— du er Muld og intet andet!
Her i Græsset dine Længsler
bunder — heri Græsset, Simon!
Du er Jordens Barn og Solens,
Maanen var din milde Tante.
Livet vaaged ved din Vugge
som en moderkraftig Amme.
Og du hang ved hendes Bryster,
store, fulde, mælkespændte.
Men en Dag du løb fra Ammen
og fra hele din Familie.
Og du haaned dem, du skulde
agte højest, elske dybest.
Jorden skulde du jo elsket,
Jorden i dens Fylde: Livet!
Men du haded og fornægted,
hvad der raktes dig som Gave.
Og nu vender du tilbage
til dit moderlige Ophav.
Stolt hun er! Hun dig forstøder,
hun vil ikke vide af dig.
Simon lukker sine Øjne.
Og han føler, at han løftes
højt tilvejrs! — Henover Skoven
glider han med strakte Lemmer.
Langsomt stiger han i Rummet,
fjerner sig fra Jordens Flade.
Og han mærker, at en Vilje
bærer ham imod det fjerne.
Og han krummer træt sin Ryg,
lægger sig i Fosterstilling,
bøjer Hovedet mod Maven
og de lange Ben mod Brystet.
Næsten midtvejs mellem Jorden
og den fulde Maane standser
Farten. Simon glipper sagte
med de tunge Øjenlaag.
Og et sidste Vue han tager
fra sin hjælpeløse Stilling
over Jorden, over Himlen
med de mange, blege Stjerner.
Atter lukker sig hans Øjne.
Han begynder at rotere.
Som en lille Klode svinger
han om Jorden, om sin Moder!
Ved den mildt centrifugale
Kraft han rystes mere sammen,
snart han synes som en Kugle,
tung og rund og fast i Formen.
Og ved Farten flyver Hatten
af hans Hoved. Denne Straahat
med et engelsk Firmamærke
svinger om ham som en Maane.
Saadan Simon fandt sin Form:
Kugleform, der viser Faser!
Mos og Mug fra Meteorstøv
vil ham dække og formulde.
Alt, hvad Skæbnen bød ham elske,
har han paa tilbørlig Afstand.
Sol og Maane ham beskinner,
stirrer paa den lille Broder.
Hermed ender Simons Saga. —
Kun endnu: Hans Rotationstid
er en Uge, tretten Timer,
fem Minutter, tolv Sekunder.