Trætte Stemmer, triste Veje,
unge Aar — aa Minder, Minder!
Helvedporten ligger aaben
som et Øje dødt og brustent.
Helvedporten ligger aaben.
Paa en Trefod i dens Midte
sidder Portneren Hans Styx
og han gnikker sine Øjne.
Søvnigt gabende han stirrer
ned ad Vejen. Ubarberet
er hans Hage; paa hans Hoved
en konfus og skæv Paryk.
Ellers er han soigneret,
gaar med Silkeunderbukser.
Han er jo af bedste Race
og har Kammerjunkerben.
Med sin Trefod, sin Paryk
og med sit galante Væsen
ligner han en Eksminister
af en provisorisk Aargang.
Menneske han var af Fødsel,
blev saa Djævel. Men formummet
har han spillet mangen Rolle
i det store Verdensdrama.
Han har været lidt af alt:
Hestetyv, Profet og Pave,
Selvbeskatter, Kongemorder,
Diakon i Bessarabien.
Sidste Gang han lod sig føde,
var han General i Frankrig.
Han var Ven med Esterhazy,
ivrig Antidreyfusard.
Men hans Sabel høsted ingen
Laurbær. Og til Helved blev han
hjemsendt i al Stilhed. Fanden
nægted ham en Konference.
Tænk man raabte Landsforræder
til den gamle Diplomat!
Han blev fængslet og forhørt
af en Kassationsforsamling.
Og han dømtes i Betragtning
af hans lange Krølhaarshale
til at sidde paa sin Hale
i al Evighed som Portner.
Fra en vittig Ven af Fanden
fik han overrakt en Trefod.
Og man gav ham Øgenavne,
kaldte ham endog Zola.
Ak, saalunde fandt den gamle
Nar sin Djævleø i Helved!
Her ved disse aabne Porte
maa han sidde Dag og Nat.
Han maa sidde her og spejde
efter de fordømte Sjæle.
Ofte falder han i Tanker,
mens han stirrer ned ad Vejen.
Og han mumler om sin Fremtid
og om hele Helveds Skæbne.
Skønt han kaldtes Landsforræder,
var han altid Patriot.
Og som Patriot han gyser,
naar han tænker paa, at Helveds
Eksistens er truet. Alting
peger mod en Bankerot.
Helved, dette gamle Kursted,
som forladt af alle Guder
lever kun paa Døgnets Naade
og paa Navn og Renommé.
Det er gyselige Tider!
Skønt der kæmpes haardt for Brødet,
er der Dyrtid selv paa Sjæle,
det kan ikke skjules længer.
Der gaar Maaned efter Maaned,
ingen Afdød nærmer sig.
Sker det, at der kommer en,
er han tynd og bleg og mager.
Og hans Synder er saa magre
som han selv. De skyldes oftest
Blegsot. Denne urmoderne
Sygdom kræver mange Ofre.
Denne Sygdom er en Fjende
af vor Ungdom. Den spolerer
begge Køn og plukker rolig
deres skønne Alders Blomst.
Dog mirakuløst! Ved Hjælp af
tyve Æsker Hæmatin,
bli’r de hvide Kinder røde
og de røde Øjne blaa.
Bruger man en fyrretyve
af de samme sunde Varer,
vokser efter eget Valg
Lungens eller Blærens Omfang.
Med halvtredsindstyve Æsker,
købt, fordøjet og fortæret,
er man Anæmien kvit,
hvis man ikke hurtig himler. —
Hurtig som Hans Styx nu springer
fra sin Stol. Har han set rigtig?
Kommer der en Sjæl paa Vejen
humpende paa brændte Fødder?