Nytaarshilsen
(En gammel Bondekone tager imod Postbudet.)
(En gammel Bondekone tager imod Postbudet.)
Velkommen, Du gamle Postbud!
Du er mig saa kjær en Gjæst,
Du kaster ind i min Stue
Et Glimt af Solskin og Fest.
Jeg kjender Dit faste Fodtrin,
Der trodser Snesjap og Slud.
Velsignet være de Fødder,
Der vandre med Glædens Bud.
Jeg bød Dig saa glad Velkommen,
Saa tit jeg hørte Dit Fjed,
Saa tit jeg skimted Din Hue
Deromme bag Skovens Led;
Thi alle de kjæres Breve,
Hvorefter min Længsel staar,
Det er af dem jeg skal leve
I hele det lange Aar.
Du mange Tidender bragte,
Som gjorde mit Hjærte let;
Iblandt Du hjalp mig at læse,
Naar Skriften var gnidret tæt,
Snart var det om Signes Barsel,
— Hun fik jo en Dreng ifjor —
Snart var det om Hans, Rekruten,
Som hented sin første Snor.
Hver Dag Dig vented Din Kaffe,
— Jeg sad jo gjerne ved min —
Men havde Du Brev fra Jørgen,
Da fik Du et godt Glas Vin.
De mange fremmede Mærker,
Dem kjendte jeg et og hvert;
Endog de holdt op at komme,
Er Synet af Dig mig kjært.
Jeg mindes endnu hin Morgen,
Som var det igaar saa grant;
Du famled længe i Tasken,
Forinden Du Brevet fandt.
Stort var det med sorte Rande,
Det varsled mig Sorg og Savn;
Dog — signet hvert Bud skal være,
Som kommer i Herrens Navn!