Adolf Langsted (1864–1919)

Der rasler en Karre ad Rue Saint-Honoré,

Den kjører i Skridtgang forbi Slottet;

Der larmes og der puffes, thi alle vil se,

Naar Dronningen føres til Skafottet.

Og Karren den vugger som et Skib uden Ror;

Imellem er den nødt til at stanse,

Thi trindt om Sansculotterne brøle i Kor,

Og »Guillotinens Furier« danse.

De danse Carmagnolen med Fagter og Spring,

De ravende »Strikkersker« i Klynge,

De slutte om Karren saa jernfast en Ring,

Alt medens de huje og synge.

Men Dronningen staar fattet, som mejslet i Sten;

Højheden er i Kjødet hende baaret.

Det dronninglige Præg, som hun nu bær’ til Meen,

Var ej blot i Klæderne skaaret.

Det er ej mere Purpur, hun svøber om Lænd;

En Slutterskes Klæder kom til Ære,

Men Folkets Datter kjendte ej Kjolen igjen,

Da hun saa en Dronning den bære.

Et Kors over Barmen Linons-Fichuet slaar,

Som værdig og rank hun sees at stande;

End lægger det sølvsprængte, askeblonde Haar

Et Straale-Diadem om hendes Pande.

Trindt Pøbelsværmen hujer paa Dronningens Vej;

»Korsfæst! Korsfæst!!« gjenlyder i Raabet.

Mari’ Antoinette staar fattet, klager ej:

Hun har alt forsaget — indtil Haabet.

Da ser hun paa Hjørnet af Rue Saint-Honoré,

Hvor pludselig Dødskarren svinger,

Et Barn paa Moders Arm, kun et lidet Bébé,

At vinke mildt og kysse paa Finger.

Da røres hendes Hjærte; hun brister i Graad,

Det Barnesmil kan Mængdens Trusler bøde.

Hun kjender midt i Nøden Guds Ansigts milde Raad;

Thi Uskyld smiler Uskyld i Møde.