»Tys, giv Agt! Det kimer saa,
Luk dog op de døve Øren.
Hør, det kimer jo paa Døren.
Se dog, hvem der ringer paa.«
— »Mor! Du maa ej fantasere,
Det er Kirkeklokkens Klemt,
Vent nu ej den Doktor mere;
Har Du Juleaften glemt? —
Uro øger Feberen slemt.«
«Gjør mig ingen Spørgsmaal flere«
Bad den Syge højtidsstemt,
»Jeg har ikke Julen glemt.«
»Tys, giv Agt! Det klager saa,
Hør, det sukker hist ved Døren.
Jeg kan ikke sove, førend
I har set, hvem dér kan staa«.
— »Mor! Du taler jo i Drømme,
Det var kun en fattig Dreng
— Efter Klæderne at dømme: —
En af Gadens Tiggerslæng —
Kun en lille, fattig Dreng.«
Under hede Taarestrømme
Klang det fra den Syges Seng:
»Ak! jeg kjendte jo den Dreng.«
«Tys, giv Agt! Det banker saa,
Skynd Jer dog og løb til Døren.
Ikke skuffer mine Øren;
Nogen maa derude staa.
Jeg vil se, hvem det kan være.
O, jeg venter ham saa vist.«
— »Ingen Doktor, Moder kjære!«
»Nej, mit Barn! men Jesus Krist!!
Op! Thi endt er Støvets Frist;
End kan Fødderne mig bære. — —
Ak! saa kom Du da tilsidst
Inden mine Øjnes Brist.«
»Mor, giv Agt! Jeg hører Fjed!
Gaa i Seng. Der kommer nogen. — —
Raser Du? — Sig, er Du vaagen?
Ak! Du gjør mig ganske ræd
Det er Doktoren — —«
«Vist ikke!
Du ta’r fejl. Her er han alt.»
»Mor! Du segner!!« —
Lad mig ligge;
Hvor jeg ham til Fode faldt. — —
Mig hans Klokkerøst har kaldt.«
Og da stivned hendes Blikke.
— — — — — — — —
»Doktor! ser I en Gestalt?« —
»Døden ser jeg. — Det er alt.«