Om hundred’ Aar er Intet glemt;
Venner! hvad end vi her maa lide,
hist vil erstattes os, saafremt
Skylden var ei paa vor egen Side.
:|: Løn for sin Dyd den Fromme faaer,
om ikke før — om hundred’ Aar. :|:
Naar Du udsuer Broders Marv,
og la’r Armod utrøstet vente,
grunder kun paa Din egen Tarv,
paa Dine Vexler og Renters Rente:
:|: Skjælv! thi Dit Regnskab forestaaer;
Du kræves vist om hundred’ Aar. :|:
Synes Din Vandel ei tilpas,
skjøndt Du gjør Ret og Pligten øver,
seer man Dig gjennem Avinds Glas,
og Dig Dit Navn og Ære røver:
:|: Æreskjænderen blottet staaer,
om ikke før — om hundred’ Aar. :|:
Naar Din Pige med Jammerskrig
grædende nævner Dig: Forfører,
og Du i Glæder hvirvler Dig,
ikke stakkels Bedragne hører:
:|: Vee Dig! Din Straffetime slaaer,
om ikke før — om hundred’ Aar. :|:
Men, dersom Du er Ægtemand
til en Kone, der er Xantippe,
der overøser Dig med Vand,
der vil Dig knibe, bide, nippe:
:|: Trøst Dig; thi i sig selv hun gaaer,
om ikke før — om hundred’ Aar. :|:
Derfor, da Fromhed, Pligt og Dyd
(men, notabene, af den ægte)
kun kan forskaffe Sjælefryd,
vil vi den gode Sag forfægte.
:|: Kom! lad os være glade stemt,
om hundred’ Aar er Intet glemt. :|:
Georg Landorf.