Søskende jeg kjender fem; —
Stakkel, som ej kjender dem:
Ved hinandens Side fat,
Blev de Mennesket en Skat.
Tommeltot er Patriark,
Lille, buttet, rørig Knark;
Styrer Flokken som Regent;
Ellers var det slet bevendt.
Slikkepot har Tyvs Natur,
Sidder fremmest og paa Luur;
Han er Barnets Pegepind,
Naar det faaer sin Fibel ind.
Langemand høist rækker op,
Midt i Klyngen, med sin Krop;
Naar tilvæds man trækker Krog,
Gavner godt det store Skrog.
Guldbrand har den søde Rang,
Bærer Ringen, gyldentrang;
Om hans Lykke tier Sang;
Ellers Visen blev for lang.
Lille Peter Spillemand,
Ikke meget højner han;
Morer sig saa jævnt og godt,
Som en stakkels Askepot.
Rækker jeg dig alle frem,
Giver du mig dine fem,
Er et Tryk: Farvel, min Ven!
Og til Velkomst et igjen.