I Aften ender det gamle Aar,
Og derfor vi Æbleskiver faaer!
Jo, vi kan lugte, at Karen bager,
Mens vi spiller Gnav om Peberkager.
Naa, hvor det buldrer derude! Hør!
Der kom en Potte på Karens Dør!
Det var vist Anders; for Karen siger,
At han gjør Løier med alle Piger.
Paa Gaden knalder det Skud paa Skud,
Nu skyder Drengene Aaret ud.
Jeg hørte det før, da ned vi rendte
For Bedstemoer fra Vognen at hente.
Hun bliver altid, til Tolv den slaaer;
For saa begynder det nye Aar.
Først vil hun „Glædeligt Nytaar” sige,
Saa kommer Vognen og hendes Pige.
Naar „Glædeligt Nytaar” vi har sagt
Og alle hinanden Haanden rakt,
Saa kommer Karen herind i Stuen
Og siger, hun takker Herren og Fruen.
Saa siger Faer, naar jeg skal iseng,
At jeg maa blive en bedre Dreng;
Han banker mig lidt med Piben paa Panden,
Og han og Moer, de kysse hinanden!