Dit Liv svandt hidtil sorgløst hen,
med Glæde saae du Solen stige,
og lige glad dens Purpur vige:
din Roe veeg ikke bort med den.
Unøisom fordred’ du og ei
kun lutter Roser paa din Vei.
Dog endnu ingen Torne har
Din Haand stødt blødende tilbage,
du fandt endnu ei Grund til Klage,
dit Hierte frit for Anger var.
Og nagfrit Hierte, Nøisomhed,
kan ene skabe Fryd og Fred.
Men selv ei dette sikrer dig
din Fryd og Fred igiennem Livet.
Nyd, mens du kan, hvad dig blev givet,
fortien at blive lykkelig!
Og, om du end ei bliver det,
tag dig, som nu, enhver Ting let!