Hviil i Roe, du sande ædle Qvinde!
Troelig du dit Dagværk fuldbragt har.
Du ved Alt, hvad Hiertet her kan binde,
Ømt og fast til Livet fængslet var.
Ved din Blidhed du din elskte Mage
jevned’ den tidt tornbestrøede Vei;
naar dit fromme Blik afbrød hans Klage,
følte han sit Held, og klaged’ ei.
Hvad du var som Moder — (o mit Hierte
bløder ved de tunge Ord: Du var!)
hver, som i din Kreds dig kiende lærte,
aldrig uden Fryd erindret har.
Dog kun svagt dig disse Træk afmaler,
O langt stærkere dit Værd, dit Savn
i den uforskilte Kummer taler,
vækket blot ved Lyden af dit Navn.
Ei alene Mand og Barn og Frænder
tabte Livets beste Held med dig:
Mangen Usel vrider matte Hænder,
ved dit Savn nu først ulykkelig.
Hviil i Roe, du sande ædle Qvinde!
Endte ere dine Lidelser.
Efterladte, I, hvis Taare rinde
ved den Uerstatteliges Leer,
han, som skiænked’ Eder milde Taare,
at ei qvælte Hierte bristede,
læger med den samme Haand, som saarer.
Over Eder hans Velsignelse!