Astrid og Gevar
Romance.
Romance.
I trange, skumle Lerdal laae
saa eenlig Gevars Hytte;
de nøgne Fjelde hvælvede
sig over den, mens Bølgerne,
saa uophørlig brøde paa,
dens alt for svage Stytte.
Dog leved’ Gevar glad og trygt
i lille Faderboelig;
thi blid Tilfredshed er den Løn,
Naturen gav sin skyldfrie Søn,
som vandrer, frie for selvgjort Frygt,
sin jævne Bane roelig.
Og deles umisundte Kaar,
som Gevars, med en Qvinde
hans fromme, hulde Astrid lig,
som Dage Aar bortskynde sig.
Saa saae vor Gevar otte Aar
som otte Dage svinde.
Naar hans og Astrids ømme Blik
paa Barneflokken hvilte,
de undrende tilbagesaae,
og kunde ei endda forstaae,
hvi Aar for dem som Dage gik.
Ak! at saasnart de ilte!
Kun da var Tiden Astrid lang,
naar Gevar maatte pløje,
i lille Baad det vrede Hav,
(saa mangen troefast Elskers Grav),
da stod vel Mismods Graad engang
iblandt fra klare Øje.
Men ei hun saae ham før igien,
om end han kom tilbage,
med skuffet Haab og tomme Baad,
før Glæden standsed’ hendes Graad;
thi tryg var hendes elskte Ven,
hvor var da Grund til Klage?
Engang i fire Dage hun
sin Gevar maatte savne.
Den femte Dag han komme maa —
hvor glad hun den imøde saae!
det Bryllupsdagen er, da hun
igien skal Gevar favne.
Saa reen og blid som Astrids Sjel
den skjønne Vaardag smilte.
Med takfuldt Suk til Himmelen,
med Bønner for sit Hjertes Ven,
med Følelse af alt sit Held
hun ned til Stranden ilte.
Det mørke Field, som spejled’ sig
i Havets blanke Flade,
vantrevne Furu, tørre Gran,
selv nøgne, før forhadte Strand,
var Astrid nu et Eden lig:
Alt smiler til den Glade.
En Baad hun i det Fjerne seer,
og Hjertets Banken siger,
at det er hans — jævnt glider den
blandt sagte, sølvblaa Bølger hen,
dens Fart saa seen for Astrid er,
dog ei sin Plads hun viger.
Raskt hæver Gevars stærke Arm
den alt henlagte Aare,
da han langt fra sin Astrid seer,
og knap ved Landet Baaden er,
før hun alt ved den Elsktes Barm
aftørrer Længsels Taare.
Og glædeligt de muntre Smaa
dem ile nu imøde,
og raabe: “Fader, kom, saa skal
du see, om i den hele Dal
du noget før saa vakkert saae!”
Men Astrids Kinder gløde.
Hun sig med dobbelt Hurtighed
foran til Hytten skynder,
og aabner langsomt lave Dør;
men ind knap Gevar trine tør;
thi Grønt og Blomster rundt om spred,
en Høitidsdag forkynder.
Snart han saa fro begriber alt,
og hastig Dagen ilte
i reen, uskyldig Glæde hen,
i Tak til Gud, som gav dem den.
Blegt Maanens Skin i Hytten faldt,
og sødt de alle hvilte.
Men skrækkeligt de vækkes ved
en Lyd, lig hule Torden,
som meer og mere nærmer sig,
og ryster voldsomt, Stormen liig,
en Hagl af Steen fra Fieldet ned,
og ryster hele Jorden.
Nu følger hastig Stød paa Stød,
og Steen og Gruus som Avne
af Vinden pidsket, hvirvler sig
i tykke Luft. Et ængsligt Skrig
fra Astrids blege Læber lød.
Hver Trøst, hvert Haab hun savner.
“Den kommer, Verdens sidste Dag”
udstønner hun, og segner
mat, kraftesløs til Gevars Bryst;
ak! endog det er tomt for Trøst,
han aander knapt, hans Arm blier svag,
da Astrids Kinder blegner.
Saa staae de tause Barm ved Barm,
og langsomt Øiet hæver
til Leiet, hvor de elskte Smaa
i Søvnens Skiød saa trygge laae,
mens Døden alt med væbnet Arm
sit visse Offer kræver.
Paa engang begge knælende
saa ømt sig bøie over
de Slumrende, og sukke: “Gud,
vi prise selv dit strænge Bud,
og skjøndt vi ingen Rædning see,
vi dog at haabe vover.”
Ak ingen Rædning findes meer!
Med voldsom Magt bortriver
de vrede Bølger Stytterne,
hvorpaa sig Hytten hvilede,
og trindt om Dødens Rædsler
de Elskende omgiver.
Da trykker Astrid Gevars Haand
til det snart brustne Hjerte,
og siger svagt: “Det er forbi!
men selv i Døden samles vi.
Paa eengang løsner alle Baand —
min Gevar, kan det smerte?
Saa tidt til Gud jeg ængstlig bad:
O styrk mig, gode Fader,
skal engang Gevar og de Smaa
før jeg til Gravens Hvile gaae!
Nu skiller Døden os ei ad.
Tak skee dig, gode Fader!”
Da rystedes ved sidste Stød
den snart nedbrudte Hytte.
I sidste troe Omfavnelse,
det ømme Par hensegnede,
i Dødens alt vidtaabne Skiød,
som slugte glad sit Bytte.