L. Koikjær (Ukendt levetid)

Der steg engang en Morgenrøde

Over en Lunds vaargrønne Kroner,

Og under den var Enge bløde,

Og over den var Lærketoner.

Og midt iblandt de ranke Stammer,

Paa Græsset tvende Sjæle gynged;

I Solens milde, kydske Flammer

Til een de to blev sammenslynget.

Ei Sommersolens Glød kan fatte, —

Ei Høstens Druer, modne, runde,

Og ei det gule Korn erstatte

Hin Foraarsmorgens Vellugt kunne.

Ja, da jeg var ung og uskyldig,

Saavidt Sligt tænkes kan,

Hvor intet Træ er tilbage

Af Uskyldighedens Land;

Hvor der ei meer er et Æble

For Synden at bide paa,

Og fast ei et Sandskorn tilovers

Af Egnen, hvor Paradis laae, —

Ja, da jeg var from og vakker,

Og Kinden endnu var rød,

Og da paa Hagen de lyse,

Smaa bløde Duun frembrød;

Dengang mit femtenaars Hjerte

Ei kjendte til nogen Slags Ild, —

Da mødtes vi — nu jeg næsten:

Ei husker, hvordan det gik til.

Jeg troer, vi plukkede Blomster

Ved Bredden af en Sø;

Jeg troer, vi legede sammen

I en Dynge nyslaaet Hø.

Hun var en blaaøiet, fyldig,

Lidt italiensk Figur, —

Hun var en lille, landlig

Uskyldig Pigenatur.

Der var en magnetisk Strømning

I Luften, som strax fandt Vei

Til os begge, og som Børne

Vi elsked, men vidste det ei.

Men hun, som kosted mig dengang

Og siden saa mangt et Suk, —

Nu fandt, — naar det kom til Stykket, —

Jeg hende vist ei engang smuk.

Som Havets Fisk, der drages mod Luftens Lys foroven,

Og aldrig dog tør bade sig ret i Solens Skin, —

Som Svalen, der mod Uveir i tætte Kredse flagrer

Om Mennesket, og tør dog ei flyve til ham ind, —

Som Taarepilen sænker vemodigt sine Grene,

Og kan dog ikke naae til den moderlige Jord, —

Som Digteren, der tynges i Brystet af en Verden,

Og kan dog ikke finde det befriende Ord:

Saa sværmed jeg om hende, hvorhen sin Gang hun vendte,

Men voved ei at tale frit ud af Hjertets Grund,

Saa kyssed hendes Kind jeg, og Brystet og Panden,

Men aldrig jeg voved at berøre hendes Mund.

Vi seiled i Baaden sammen,

Langs ned ad Flodens mange

Krumninger; fra Sivet ved Bredden

Lød Frøernes Jubelsange.

Vi sad saa allene i Baaden,

Og Foden Foden mødte.

Min Læbe laa paa din Barm, og

Ei koldt Du da mig forstødte.

Og Aaren faldt ud i Vandet,

Vi mærked det ei. Bagefter

Som en beskeden Ægtemand

Den svømmed af alle Kræfter.

Saaledes var vor Elskov:

En kort, en lykkelig Gyngen

Paa Floden, under uskyldige

Favntags ømme Omslyngen; —

En kort Seilads en Aften

I Vaaren, med Stjerner foroven,

Og Pladsken af Vandet, og Susen

Og Sang fra Sivet og Skoven.

Men ikke længer Du kjendte

Mig, dengang Du kom paa Landet,

Og siden efter bestandig

Du frygtede for Vandet.

Skal vi skilles, før vi mødtes,

Hulde, tankeløse Barn? —

Skal vi skilles, før vi kunde

Naae til Paradisets Lunde?

Jeg er Natten, er din Vugge,

Du er Dagens friske Liv,

River Dig som Morgenrøden

Fra mit Hjertes tause Bløden.

Hen Du svæver over Jorden,

Svælger i den søde Duft,

Og Du tænker ei paa Døden —

Tænker ei paa Aftenrøden.

Men Auroras Rose blegner

I det stærke Middagsskjær,

Og naar Blomsterne sig lukke,

Synker den i Nattens Vugge.

Skal vi skilles? — o Du svæver

Bort med Skyerne fra mig.

Vil Du ei ved Dagens Ende

Til mit Bryst tilbagevende?

Og nu et Kys fordi jeg har Dig elsket, hør min Bøn!

Et eneste, fordi jeg har forsaget Elskovs Løn!

Naar Solen drager bort i Høst, den gjennem Skyer graa

En Afskedsstraale kaster mildt dog paa det gule Straa.

Og Sneen lægger ømt sin Haand derpaa som venligt Ly, —

I Vaaren ved en anden Sol det grønnes da paany.

O Du, min Sol, et Straaleblik, det sidste — nægt mig ei!

Og læg Din lille hvide Haand endnu engang paa mig!

O, kun et Kys, fordi jeg har dig elsket, hør min Bøn,

Et eneste, fordi jeg har forsaget Elskovs Løn!

Som en Rose, duftende og rød

Udsprang Du en yndig Dag i Vaaren.

Alt besjælede Du med din Glød,

Med dit Øies friske Foraarsmorgen.

Med dit Øie — Alt Du sødt bedøved;

Os en Trældomstilstand overlisted.

Stakkel! mens Du mod din Villie røved

Andres Frihed, Du din egen misted.

Aldrig meer Du ene turde vandre,

Aldrig lytte taus til Flodens Rislen;

Hørte stiv i Salen, som de Andre,

Kun Galanteriets Fluehvislen; —

Maatte kvæle hver en Længsel øm,

Og maaskee, naar Du dig ret besinder,

Al din Glæde blev en flygtig Drøm,

Flygtig, — og Du har kun bittre Minder.

Glædeløs, o meer end den Forstødtes,

Er Din korte Ungdomstid forsvunden.

Af dens Livslyst, af dens Friskhed fødtes

Et vemodigt, traurigt Smiil ved Munden.

Da hun kom til mig en Morgen, og mig bønfaldt, at jeg vilde

Med den gamle Ungdomselskow taus som Graven tie stille;

Lød veltalende og fyldigt Ordet da fra hendes Stemme,

Siden jeg, trods al min Møie, aldrig denne Stund kan glemme?

Nei! — mens jeg mod Barmens Flodbred sidste Gang mit Hoved bøied,

Trykked hun mig taus i Haanden, og en Taare stod i Øiet.

Men i Øiets Dyb et Chaos laa af Engle og Dæmoner,

Og paa Læben laa et Epos, lyrisk fuldt af Digressioner.

Og jeg lovede at tie, og jeg Løftet holdt, uagtet

Tidt vor Løndom at udtale jeg vanhellig eftertragted; —

Thi saatidt jeg vilde tolke, hvad der dirred for mit Øre,

Følte jeg kun, at jeg aldrig kan Mysterier afsløre.

Jeg vanker ensom ved det dunkle Hav,

Og lader mig af Vinden gjennemlufte,

Og kvæges ved de friske, salte Dufte,

Og samler Stykker af det gyldne Rav.

Hvergang jeg vandrer ved det dunkle Hav,

Erindringen om Dig mig mildt bevæger,

Men ikke meer din Aandes Duft mig kvæger:

Jeg har kun mine Længslers gyldne Rav.

Som Rester fra en undergaaet Tid

De allevegne tindre mig imøde.

Jeg for mig seer en Strand kun, flad og øde;

Dog en magnetisk Magt mig drager did.

Jeg sliber dette Rav, — o Fryd! dit Navn,

Dit Blik i Perlerne mig synes spille:

Skal den ei een Gang standse, denne Kilde

Til flygtig Glæde og til evigt Savn?

Til Hjemmet jeg drog over Bølge,

Gjennem Skovens og Markernes Duft,

Og Hjertet kan ikke fordølge,

Det aander sin modrene Luft.

Disse sandige, vandflade Marker,

Hver en Plet, hver en Busk, jeg seer,

Er mig tusinde Noahs Arker:

Mine Frænder jeg hilser i enhver.

Milde Vinde, kom I fra hende,

Som nu tager en Anden i Favn, —

Som mig aldrig skal see, skal ei kjende

Til mit evige, nagende Savn? —

O siig, naar I vende tilbage,

Naar I lege med Poppelens Blad,

At min Røst ei lød som en Klage,

O siig, jeg er munter og glad!