Naar Tonevulkanen sig aabner, saa bliver man lyrisk vild,
Og styrter sig ud ekstatisk i Valsens flammende Ild.
Og dybt i det Skjønnes Hvirvel, og tæt ved Skjønhedens Bryst,
Man drukner den kolde Bevidsthed i altbedøvende Lyst.
Men naar det lakker mod Enden med Sandseberuselsens Glød,
Naar Skilsmissen er forhaanden, saa er man erotisk blød.
Og naar af Dandsen og Heden udmattet er hvert et Lem,
Og Damerne sidde og vente, at Vognen skal kjøre frem, —
Naar med sine gøglende Glæder forbi er det straalende Bal,
Fast uden det selv at vide, man bliver sentimental.
Naar Morgendrømmen er svunden, saa maa man satirisk lee;
Men — nogle Dage derefter har man i — Benene Vee.